Principper for synd
Synd er en svær ting at forstå. Elsk synderen, men ikke synden siger man…ja okay, men hvordan skal man forholde sig til syndens væsen?
For mig at se er der nogle klare principper, som vi kristne skal holde fast i, når det gælder synd:
1. Alle dine tanker er ikke dine egne.
Dine tanker kan komme fra dig selv, Gud eller Satan. Som kristen er det vigtigt, at du anerkender, at der er en åndelig verden, som påvirker dit liv. Ellers bedrager du dig selv, og du vil også hurtigt tro, at alle dine tanker er en del af dig selv og din idenditet.
Det er ikke dig selv, der styrer, hvilke tanker du får. Du er med andre ord ikke dine tanker. Dine tanker giver dig en mulighed for at vælge. En syndig tanke i sig selv er ikke en synd. Jesus blev også fristet, men syndede aldrig.
2. Vores gener og sociale arv påvirker vores valg.
Den synd, som er et let fravalg for dig, er det måske ikke for mig. Vi er alle påvirkede af vores fortid, sociale virkelighed og vores gener. Derfor vil det for nogle være lettere at falde i bestemte synder end for andre. Det gør ikke synden mere acceptabel, men mere fristende. Og du har en god grund til at være ekstra på vagt dér.
3. Det er altid et valg.
Selvom vi er påvirket af gener, arv og vores sociale kontekst, så skal du tage ansvar for dine valg og dit liv. Også selvom bestemte synder kan være et sværere fravalg for dig, end det er for mig. Dybest set, så kan du altid vælge synden fra eller til. DU har ansvaret for dit liv.
Et godt råd: Brug Guds redskaber og gør ligesom Jesus gjorde, når du bliver fristet. Tal Satan imod, gå væk fra situationen, indret dit liv, så du ikke bliver fristet, fyld dig med Helligånden osv. Se, hvordan Jesus gjorde det.
Prøv at sætte en hvilken som helst bibelsk synd ind i disse tre punkter. Så vil du se, at uanset om det gælder uærlighed, homoseksualitet, utroskab, had, griskhed osv., så gælder det samme princip.
Du er ikke forudbestemt til at skulle lave den samme synd hele tiden. Tag kampen op og overvind syndens fæstningsværker i dit liv. Det er muligt.
Af Henrik Engedal
ung@udfordringen.dk