Venstre sidebanner eksempel

Gud gjorde mig skadefri

Esbjergs Superliga-forsvarspiller tror på Jesus og skammer sig ikke over det.Esbjergs tysk-ghanesiske forsvarsspiller Davidson Drobo-Ampem blev i efteråret ramt af en diskusprolaps. Han blev behandlet i Hamburg og kom sig på rekordtid. Og det er på grund af Gud, siger han til bold.dk.

Foto: Jesper Poulsen / bold.dk

– Lægerne sagde, det ville tage mindst seks måneder og op til ni måneder, men heldigvis kom jeg hurtigere tilbage og deltog allerede i kampe i slutningen af efteråret, siger Davidson og fortsætter med at fortælle om sin kristne tro:
– Selvom der måske lyder mærkeligt for mange mennesker, er det meget vigtigt for mig at fremhæve min tro. Jeg ønsker ikke at trække det ned over hovedet på folk, men det er en stor del af mig. Jeg er vokset op i et kristent hjem og har altid være meget religiøs. Da jeg blev skadet i efteråret, bad jeg til Gud, og jeg fornemmede, at han svarede mig personligt. Han fortalte mig, at jeg ville komme mig hurtigt, og derefter vil jeg tage det næste skridt i min karriere. Det har jeg taget til mig, og jeg glæder mig til, hvad Gud har planlagt for min karriere i fremtiden, siger han.

Læste om en pige, der blev helbredt

– På grund af min rygskade blev mit højre ben helt følelsesløst, og jeg kunne derfor ikke køre bil. I stedet tog jeg toget, og her brugte jeg tiden på at læse i Bibelen. Jeg læste især Markus, kapitel fem, der handler om en pige, som bliver helbredt på grund af sin oprigtige tro. Jeg havde læst det mange gange før, men denne gang var det som om, Gud snakkede direkte til mig. Så længe jeg holdt fast i min tro og blev ved at stole på ham, ville jeg komme mig hurtigt.
Davidson er træt af, at nogle mennesker ser kristne og troende mennesker som svage og uden sjov i livet. Sådan er det ikke:
– Jeg drikker ikke alkohol, og jeg går ikke særligt meget i byen, og derfor tror folk, jeg ikke har det sjovt. Men jeg har det rigtigt sjovt og nyder livet, det er bare på en lidt anden måde. Jeg føler, jeg er nødt til at vise, hvem jeg er, og det håber jeg, folk respekterer, siger han.
Henrik