Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Kære Suh
Min mor lærte mig, at jeg ikke måtte være egoistisk – men altid skulle være venlig og have omsorg for andre. Derfor får jeg det smadderdårligt, når jeg ikke orker. For så er jeg jo forkert. Har hun ret?
Anonym

Kære Anonym
Både ja og nej. Din mors læresætning om ikke at være egoistisk og altid at være venlig og have omsorg for andre er som sådan et rigtig godt udgangspunkt, teoretisk set. Der hvor det nogle gange går galt er, når vi skal ind og fortolke denne gode sætning, altså omsætte dens indhold til handling!
For hvad betyder det i praksis – ikke at være egoistisk? Hvad afgør, om man er egoistisk eller ej? Er det, hvor tit/sjældent man honorerer egne behov?
Er det størrelsen på behovet? Er det, hvor mange mennesker, det måske berører? Er det de økonomiske konsekvenser? De åndelige? Eller de følelsesmæssige?
For de fleste er det indlysende, at der er mange perspektiver, der skal iagttages, før man kan vurdere, om et valg eller en adfærd er egoistisk. Det kan ikke gøres uden at se på konteksten, altså den sammenhæng, som det pågældende valg eller den pågældende handling er foretaget ind i.
Set i dette perspektiv vil jeg derfor svare dig: ja, du skal altid være venlig og have omsorg for andre, medmindre det betyder, at det forhindrer dig i at være venlig og have omsorg for dig selv (og dine kære).
Som instrueret på sikkerheds-anvisningerne i fly: tag først selv ilt-masken på og så derefter på dine børn, for ellers er der måske ingen af jer, der klarer den! Beder din veninde dig derfor om at komme over og lytte til hendes problemer, så vil jeg mene, at det vil være venligt og omsorgsfuldt at gøre hende den tjeneste, medmindre at du selv er fuldstændig udkørt af træthed, stress, egne problemer eller lignende.
For så skal du sige nej. Og med god samvittighed – eller rettere, med tilladelse til at overhøre den dårlige samvittighed, der dukker op i dig, for den er formentlig programmeret ind i dig fra din opvækst og forsvinder ikke sådan lige med det samme.
Men vi kan aflære den lidt efter lidt ved at overhøre den, tysse på den, nu vel vidende, at den ikke taler sandt. Altså, indlære et nyt tankemønster.
Hvis denne måde at tænke på – at sige nej til andre, fordi du ind imellem har brug for tid til dig selv eller dine nærmeste – er svær og provokerende for den måde, du er vant til at tænke på, kan du evt. hente hjælp og inspiration i Bibelen.
Her læser vi om, at selv Jesus ind imellem trak sig tilbage til bjergene (eller andre steder) sammen med sine nærmeste disciple for at?…
Ja, hvad de lavede, står der ikke så meget om, de spiste formentlig sammen, måske bad de, måske grinede de, måske lyttede de til hinandens bekymringer… men pointen er, at Jesus vel egentlig i stedet kunne have været ude og prædike mere, helbrede mere, bespise mere!!! – men at han ind imellem fravalgte det, fordi mennesket Jesus også havde andre behov, som også var vigtige og rigtige at honorere.
Så næste gang, du har brug for først og fremmest at være venlig og have omsorg for dig selv, så gør det!
Hilsen Suh

Kære Suh
Jeg har et tilbagevendende problem! Når jeg skal hjælpe min datter på 10 med hendes lektier, kommer jeg ofte til kort.
Når der er noget, som hun har svært ved at forstå/lave, bliver hun helt umulig og opfører sig som et pattebarn.
Jeg prøver og prøver med al min pædagogiske snilde, men det er som om, at jo mere jeg forklarer, jo mere lukker hun i, og til sidst er jeg simpelthen så rasende, at jeg ikke kan mere! Og jeg forlader hende i vrede!
Jeg er bagefter ulykkelig over, at det ender sådan, og føler mig som en elendig mor, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre.
Hilsen en meget frustreret mor

Kære Frustrerede Mor
Jeg tror, der er mange forældre, der kan genkende det, du beskriver. Der er jo ikke noget, der ligger os mere på sinde, end at vore børn udvikles og trives godt socialt og fagligt!
Så når de har problemer med deres lektier, og vi af forskellige grunde ikke formår at hjælpe dem, er det meget svært for os. Vi oplever magtesløshed, enorm frustration, vrede – måske på lærerne, som vi ikke syntes har været kompetente nok, eller måske på os selv over, at vi ikke kan finde lige præcis den rette vej til vores barns forståelse, eller måske ganske enkelt på barnet over, at det bare ikke fatter noget.
Næste gang du er i en lignende situation, så prøv følgende:
Stop den opadgående konflikt i tide, for når du handler i affekt (vrede/raseri), er du ikke konstruktiv. Og det er ikke altid nok at tælle til 10, prøv i stedet at fjerne dig helt fra situationen, gå lidt ud i køkkenet, på toilettet eller udenfor.
Sig til din datter, at du lige har brug for at tænke over, hvordan du hjælper hende bedst. Prøv at gøre dette tidligt i processen, inden du bliver alt for gal!
Husk, at børn som udgangspunkt som regel gerne vil samarbejde, og at din datter er lige så interesseret i at få lavet sine lektier (nuvel, overstået, i hvert fald), som du er.
Hun modarbejder dig altså ikke med vilje, men som et udtryk for noget andet. Prøv at snakke med hende om det, stille og roligt, måske på et andet tidspunkt, end når I befinder jer i lektie-situationen.
Prøv fx at spørge hende: ”Når jeg prøver at foreslå dig nye måder at lave dine lektier på, virker det som om, at du ikke engang har lyst til at give det et forsøg. Er det rigtigt? Hvorfor, mon?”
Hun svarer sandsynligvis ””det ved jeg ikke”, men prøv at spørge flere gange, omformuler lidt og giv hende så tid til at tænke. Samtalen fungerer absolut bedst over en kop varm kakao og chokoladekiks, hvor rammerne emmer af tryghed.
Husk, at dit raseri handler om din egen magtesløshed, at du ikke aner, hvad du skal stille op. Nu ved du, hvordan din datter har det, når hun stirrer på sin opgave og ikke aner, hvordan hun løser den! Sæt evt. ord på det:”Nu tror jeg, at jeg ved, hvordan du har det, føles det mon lidt i retning af…
På den måde bliver I allierede mod en fælles fjende = den pågældende opgave, mens I før var indbyrdes fjender.
Hvis I begge er ved at gå op i limningen, så er kropslig kontakt en god måde at re-sette det hele på. Forklaringer og belæringer er nødvendige, men de taler kun til hjernen.
Giv din datter et stort knus, og lad hende mærke, at du (stadig) elsker hende. Når barnet nemlig ikke kan bruge dine forklaringer til noget (fordi hun ikke forstår), kan hun føle, at hun ikke lever op til dine forventninger og dermed mister din kærlighed/anerkendelse (hvilket hun jo faktisk også gør et øjeblik, når du forlader hende i vrede).
Det er bl.a. derfor, det nogle gange er meget vigtigt for barnet at skyde mors forklaringer i sænk, for så er det jo ikke hende, men mors forklaringer, den er gal med.
Prøv at tænke over nogle af disse ting næste gang, og husk, at det vigtigste ikke er aldrig at fejle, men at kunne indrømme fejlen bagefter.
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, e-mail : Suh@Udfordringen.dk