Starflyer flyver lidt lavt

Det er næsten 20 år siden, Starflyer 59 udgav deres første EP ”Silver”. Her 14 albums senere har de udgivet IAMACEO. Albummet er eftertænksomt og til tider melankolsk.
Der er 10 sange, som man skal huske at lytte til. De første tre-fire gennemlytninger virkede ikke lige til at fange. Det kan være svært at skille sangene fra hinanden. Der er ingen, som umiddelbart stikker ud, og så alligevel. Nummeret ”Father John” virker godt, med en næsten sløv fornemmelse.
Albummet er velproduceret og lyder godt. Især guitarerne lyder godt, meget klassiske lyde, som lyder som for 50 år siden. Som mange andre bands har Starflyer59 også fundet et legetøjsklaver og bruger det i et par sange.
Der er en god variation med forskellig instrumentering. Det lyder godt i højttalerne. Alligevel kan jeg ikke helt finde ud af, hvad Starflyer59 vil. Hvad vil de mig? Hvorfor skal jeg bruge 33 minutter på albummet? Men jeg må indrømme, at jo flere gange jeg bruger de 33 minutter, jo bedre bliver det.
Jeg har endnu ikke luret, hvad albumcoverbilledet betyder. Jeg er sikker på, at det er valgt med omhu, men jeg er ikke kommet til en konklusion på, hvad Starflyer59 kunne have tænkt.
Mit største kritikpunkt på pladen er, at budskabet om Gud og det forhold, som Starflyer59 har til deres frelser, fylder meget lidt. De har selv udtalt, at de er kristne i et band og ikke et kristent band. Tekstuniverset er indadvendt og fortæller personlige historier, men ikke med megen dybde om forholdet til Gud, og dette er måske pladens største svaghed.
Torben Schmidt