Tiger, Tiger
Oscar for bedste instruktion gik til Ang Lee for Pis Liv.
Ang Lees Pis Liv er en øvelse i filmisk skønhed, men de visuelle kunstgreb kan desværre ikke skjule et åndeligt rod af en historie.
Bygget på Yann Martels populære roman af samme navn fra 2001, er instruktør Ang Lees nye film Pis Liv et forsøg på at fortælle en åndelig dannelsesrejse. Fortalt i flashbacks af den voksne Pi til en ung forfatter, der håber at blive inspireret, starter historien i Indien og fokuserer på Pis barndomshjem i en zoologisk have drevet af hans forældre. Pis familie beslutter at forlade Indien til fordel for Canada, men på vejen over Stillehavet sænker en voldsom storm deres skib. Som den eneste overlevende finder Pi sig selv ombord på en lille båd midt i havet med en tiger, en zebra, en orangutang og en hyæne. Tigeren, kaldet Richard Parker, gør kort process med resten af dyrene, og Pis liv bliver en overlevelseskamp mod både elementerne, mod Richard Parker og mod sig selv. Det er en medrivende rejse, og kunstneren Lee, der i søndags vandt en Oscar for bedste instruktion, formår at skrue en film sammen, der er så mesterligt smuk, at man visuelt ikke kan andet end at begejstres.
Men det er ikke nok med skønne billeder, for Pis Livs teologi er lige så florlet og gennemsigtig, som billederne er skarpe. Historien om drengen og tigeren i en redningsbåd ønsker at være både en magisk-realistisk fabel og et overlevelseseventyr – to former for historiefortælling, der på skift trodser og underbyder hinanden. Filmen, der forsøger at have åndelig resonans, ender i stedet med et miskmask af religiøse ideer i forsøget på at favne forestillingen om Gud. Denne historie vil få dig til til at tro på Gud, fortæller den voksne Pi i begyndelsen af filmen. Men selv ikke de bedste 3D-effekter kan få historien til at runge andet end hult, og filmen er i sidste ende ikke andet end et todimensionalt glansbillede uden indhold, en smuk omgang åndeligt rod.
Pis Liv 127 min.
Biografpremiere: 25. december (på dvd: 30. april)