Hvad ”ser” du?

En krise er en mulighed for, at vi kan lære os selv og Jesus bedre at kende – for Jesus kan møde os midt i krisen.Det, du ser, er afgørende for din frihed til at bevæge dig. Jesus har kaldet dig og mig til at følge sig – vi skal ikke bare komme til ham, men bevæge os sammen med ham.
Af Tove Merrild
Konsulent i økonomi og
regnskab – og en del af
lederteamet i Citykirken Århus

Nu havde de jo lige fået lært Jesus at kende – de havde gået sammen med ham i 3½ år og set mirakel på mirakel. De havde forståelsen på plads, og forventningerne var store, da de tog til Jerusalem sammen med ham op til påske.
Men nu er det efter påske, og intet var gået, som de havde forventet. Hvad nu? Jesus var der ikke mere, og de gemte sig væk bag lukkede døre for at undgå jøderne, som jo havde ødelagt alle de fremtidsperspektiver, de havde set frem til. De var havnet i en livskrise, hvor alt var taget fra dem.
Pludselig kommer Jesus og er midt i blandt dem, og han blæser nyt liv i dem. Jesus fornyer deres kaldelse til at følge ham og gøre det, han havde gjort. Og de blev glade – de fik håb, liv og et nyt perspektiv for, hvad Jesus ville gøre igennem dem.
En af dem var der ikke i første runde. Thomas var tvivleren, som havde brug for beviser – for selv at røre og se. Men også det behov møder Jesus. Han møder Thomas midt i tvivlen og overbeviser ham, så Thomas i det personlige møde erkender, hvem Jesus er.
For disciplene var mødet med Jesus efter opstandelsen afgørende for deres videre liv. De bevægede sig videre ud fra det nye perspektiv, han gav dem.

Livskrisens mulighed

I lighed med disciplene kan vi være så skråsikre på, at vi ved, hvordan livet med Jesus skal leves. Vores forståelse af, hvem Jesus er, og hvordan livet leves, kan blive fastlåst i en bestemt ramme.
Men når livet leves, støder vi ind i ting, som skubber til vores skråsikkerhed og gør os usikre og spørgende: ”Jesus, hvor er du nu og hvorfor sker de ting, som sker?” Måske er det tab af job, familie eller relationer? Vi sidder måske med oplevelsen af, at der var engang … men nu er kapitlet slut, og vi har mistet håbet og troen, fordi det vi ser, er så ødelagt.
Men for Jesus er krisen en mulighed for at udvide og uddybe vores forståelsesramme. Vi erkender, hvem han er midt i krisen, når han kommer tæt på – men samtidig erkender vi også mere af, hvem vi selv er. Og tilliden vokser til hans muligheder, når vi ser hans perspektiv.
Løb ikke væk fra din krise, men inviter Jesus ind i den. Lad ham møde dig der, hvor du har alle spørgsmålene, og vær ærlig. Han kan sagtens rumme det. Han kommer og overbeviser dig på den måde, du har brug for – ligesom Thomas. Jesus anklager dig ikke for vantro eller tvivl. Han kommer tæt på, når du vover at invitere ham.
Ofte er det de mørke sider i livet, der giver nuancerne og giver håb også til andre omkring os. Din krise bliver din mulighed og ikke din begræsning, når du deler din erfaring.

Reach higher – go further ….

For en tid siden kørte jeg som hundredvis af andre gange nordpå af motorvejen E45 i retning mod Århus. Jeg kører forbi ved Stilling og ser pludselig teksten på flyet lige efter motorvejsbroen.
”Reach higher – go further” – ræk/se højere og gå længere …. Midt i livet – en ganske almindelig tirsdag åbnede Jesus pludselig mine øjne, og jeg så hans perspektiv i den virkelighed, jeg var midt i, og det gav frihed til at bevæge mig videre.

Se i dag

Derfor: Inviter Jesus ind i din virkelighed og SE hans perspektiv – det giver dig mod til at bevæge dig videre sammen med ham.