– Opfør jer som voksne mennesker

Krifa og SF er for en gangs skyld enige: – Brug en voldgiftsmand i lærerkonflikten- Muligheden for lockout og strejke fremhæves igen og igen som et adelsmærke for den danske model.

Søren Fibiger Olesen mener, at lockout og strejke er forældede konfliktløsninger.

-I Krifa har vi for længst fundet en bedre vej frem for konflikt. Det har altid undret mig, at en konflikt skulle være måden at løse en uoverensstemmelse på, siger Kristelig Fagbevægelses formand, Søren Fibiger Olesen.
Kristelig Fagbevægelse ser nemlig den nuværende lærerkonflikt som argument for Krifas dialogsyn om ikke at bruge strejke og lockout, men en voldgift som middel til at løse konflikter.
Også SF har gjort sig tanker om at gøre brug af en voldgift.
– SF lancerede i påsken en voldgiftsløsning på lærer-konflikten med forslaget om en opmand. Sådan har Krifa gjort det i årevis, og jeg skal være den første til at anerkende SF’s forslag som en moderne måde at løse problemer i et moderne arbejdsmarked, siger han.

Skyggeboksning

Søren Fibiger Olesen håber, at voldgiftsmodellen vinder indpas om ikke nu, så ved fremtidige konflikter, da han ser lockout og strejke som forældede midler til at løse uoverensstemmelser på.
– Vi skal ikke lære vores børn, at er man uenig, er det ok at låse sig inde på hvert sit værelse, indtil den ene part løber tør for forsyninger. Sandheden er jo, at den igangværende konflikt er ren skyggeboksning, hvor lærernes strejkekasse langsomt tømmes, mens kommunerne ser millionerne hobe sig op i løn-besparelser, siger Søren Fibiger Olesen.

Læs mere her