Den kristne Kierkegaard

Søren Kierkegaard ville sikkert vende sig i sin grav, hvis han vidste, hvordan han bliver fortolket på sin 200 års fødselsdag. Ofte sker det nemlig uden det, der for ham var det allervigtigste: Troen på Jesus Kristus og livet som troende kristen.En søndag mødte jeg Kierkegaard-forskeren Andrew Burgess fra University of New Mexico, USA, i lille Christiansfeld. Han var kommet hertil for at finde rødderne til Søren Kierkegaards filosofi! Han er også præsident for The Søren Kierkegaard Society i USA.
Efter hans mening var Kierkegaard-forskningen blevet afsporet af den ateistiske linje indenfor eksistentialismen (med bl.a. franske Jean Paul Sartre), hvor Kierkegaards kristne tro ignoreres.
– Når Kierkegaard taler om kristendom, er det ikke den officielle statsreligion, han beskriver, men den lidende kirke. Det er en personlig kristendom, som handler om at ”tage sit kors op”, om at være forfulgt og lide for troen, osv., forklarede Andrew Burgess engageret.
– Derfor er Kierkegaards tanker ikke gamle og støvede, men yderst relevante i dag – for i dag lever flertallet af kristne i den 3. verden, i Afrika, Kina, de arabiske lande, Sydamerika, osv., hvor de ofte er forfulgte på grund af deres tro. Og Kierkegaard taler lige ind i deres situation, pointerede Andrew Burgess.

Som barn tilbragte Søren Kierkegaard søndag efter søndag i Brødresocietetet i Stormgade sammen med sin far Michael og bror Peder Christian. Møderne blev holdt om eftermiddagen eller aftenen.
Brødremenigheden var den tids åndelige fornyelses- og vækkelsesbevægelse. Det var dem, der genopfandt at gå ud i mission i hele verden. Koste hvad det ville.
Men Søren levede som ung et ligegyldigt og løssluppent rigmandsliv. Man kaldte ham for ”gaflen”, fordi han elskede at sidde på byens caféer og spidde folk med sin ætsende humor og sarkasme. Til den nøjsomme fars bekymring foretog Søren sig sjældent noget nyttigt.
Men i sommeren 1835 fik Søren et åndeligt gennembrud i Gilleleje. Og da hans far døde tre år senere i 1838, var det for Søren ”den store jordrystelse”.
Da han mødte en drikkebror, som ikke kunne forstå, hvorfor han ikke bare droppede teologien og nød den rigdom, han havde arvet, svarede Søren: ”Nej, så længe den gamle levede, kunne jeg holde ham hen med snak, men nu, da han er død, må jeg tage hans parti.”

Efter faderens død havde Søren et opgør med den politisk-korrekte statskirkelighed. En feteret biskop var blevet kaldt ”et sandhedsvidne”. For Kierkegaard var den titel forbeholdt martyrer, der døde for troen.
”Kirkekampen” vakte enorm opsigt og forargelse i København. Alle rasede imod Kierkegaard. Grundtvig kaldte ham for ”spotteren”. Kierkegaard havde selv tidligere latterliggjort Grundtvig, som han mente var en larmende original. Nu fik han selv kærligheden at føle. Han blev også latterliggjort i vittighedsbladet Corsaren.
Men for Kierkegaard handlede striden om at afsløre den falske, ufarlige og pæne kristendom og genindføre den ægte urkristne udgave. Bibelens kristendom.
Så Kierkegaard ville sikkert vende sig i sin grav over alle dem, der nu tager ham til indtægt. Men for øvrigt ligger hans sjæl slet ikke i graven. På sin gravsten på Assistens Kirkegaard bestemte han, at der skulle stå et vers af Brorson, som udtrykte hans himmellængsel:

Det er en liden tid, så har jeg vundet
Så er den ganske strid med ét forsvundet.
Så kan jeg hvile mig i Rosendale
og uafladelig min Jesum tale.

Af redaktør Henri Nissen