Hvorfor blev Lazarus frelst?
Den rige mand gik ikke fortabt, fordi han var rig. Men troen er en gave fra Gud, for han ønsker at frelse os.Det handler om frelse og fortabelse i teksten til 1. søndag efter trinitatis. Et emne som ofte får mange sind i kog og skaber stor debat.
Af Lea Skovsgaard
Sognepræst i
Framlev og Harlev
I lignelsen bliver den fattige mand skænket frelse, mens den rige mand må pines i dødsriget.
Mon ikke de fleste af os placerer os selv i rollen som den rige mand, fordi vi lever i et land med overflod. Teksten bliver derved af den mere intimiderende slags, og vi får måske lyst til at lægge den fra os.
Men det er en lignelse; den skal altså ligne noget og derved også sige noget betydningsfuldt om vores liv.
I Århus domkirke er der et kalkmaleri, der er opdelt meget skarpt i tre forskellige rum. Øverst beskrives de himmelske forhold, hvor alt er skønt. I midten er det jordiske liv afbilledet med de byrder og de fornøjelser, der hører menneskelivet til. Og i kalkmaleriets nederste rum udmales helvedes pinsler og plager i al deres grusomhed.
Imellem billedet af det jordiske og af helvede er der imidlertid en bred, sort streg.
Jeg har læst, at et barn engang blev spurgt af en af rundviserne i Århus domkirke, hvorfor hun troede, at stregen var malet der, og til det svarede hun eftertænksomt: den har Gud tegnet for vi ikke skal falde igennem.
Den sorte streg er netop troen, der sikrer os, at vi ikke falder udenfor Guds nåde og udenfor Guds frelse. Og det heller ikke selvom vi i livet har levet som i paradis.
I lignelsen om den rige mand og Lazarus er den brede sorte streg en kløft, men funktionen må være den samme.
Men er der så ingen fortabelse, sidder nogen måske og tænker? Og så er vi tilbage i den føromtalte debat om frelse og fortabelse.
Der er to fløje i debatten: Der er dem, der forsøger at gøre Gud menneskelig, for bedre at kunne forstå ham.
Ud fra det perspektiv er Gud en kærlig Gud, der ikke lader nogen af sin skabninger falde under den sorte streg, men som frelser alle, for ud fra et menneskeligt perspektiv, er det det eneste rimelige og kærlige at gøre.
Det er det ene plan: Vi kunne kalde det for det vandrette eller horisontale plan, der hvor vi prøver at få Gud ind i vores menneskelige begrebsramme.
Det andet er det lodrette eller det vertikale plan. Her lægges der i debatten vægt på, at Gud er umulig at forstå for mennesker, og vi skal på ingen måde prøve at gøre Gud menneskelig eller at komme i øjenhøjde med ham, for Gud er så stor og omfattende, at han er og bliver en gåde for os.
Når man skildrer stridens to fløje, i den lidt karikerede form, så bliver det klart, at der ikke er nogen af de to måder at tale om eller forsøge at nærme sig Gud på, der er fyldestgørende.
Jesus siger i Johannes-evangeliet (kap. 10,9): Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; I det vers mødes de to veje eller de to opfattelser i debatten. Det betyder for mig at se, at det eneste sted, vi forstår og kan forholde os til Gud, er der, hvor de to linjer krydses; nemlig i korset.
I det punkt hvor det lodrette plan forenes med det vandrette; i korset på Golgata, hvor alt blev forandret.
Derfor er korset det krydsfelt, som vi hele tiden må gå ud fra og vende tilbage til.
Og det er også i det krydsfelt, at vi må forstå lignelsen om den rige mand og Lazarus. For i korset bliver vi bevidste om, at vi ikke kan tage troen selv og sikre vores egen frelse. Vi får den som en gave, vi kun kan modtage med tak.
