Muslim bad kristne hjælpe
Frelsens Hær var hurtigt fremme med hjælp, da en otte-etages bygning kollapsede i Bangladesh, og myndighederne bad dem skaffe medicin til de lokale sygehuse.De muslimske myndigheder bad Frelsens Hær sørge for medicin til de lokale klinikker, da en otte-etages bygning kollapsede i Savar, Bangladesh.
Den kollapsede bygning ligger i Savar, 30 km fra hovedstaden Dhaka. Man har fundet over 1.000 lig, og redningsfolkene frygter, at der stadig ligger mange under ruinerne.
Frelsens Hærs officerskole ligger i umiddelbar nærhed af ulykkesstedet, og både officerer og kadetter var derfor hurtigt fremmme for at hjælpe med redningsarbejdet.
Et team ledet af kaptajn Bibhudan Samaddar fra Frelsens Hær i Dhaka er af myndighederne blevet bedt om at skaffe medicin til de lokale klinikker og sygehuse. Mangel på medicinsk udstyr er det mest akutte behov nu, hvor man ikke længere tør tro på, at der kan findes flere overlevende i ruinerne.
– Frelsens Hærs officerer og kadetter har været med til det krævende arbejde at søge efter overlevende i ruinerne. De har også indkøbt forsyninger af det, som kaldes Blessing Powder, som de spreder på ligene for at hindre insektoverført smitte, fortæller den norske Frelsesarme til KPK.
Den danske del af Frelsens Hær er meget engageret i langsigtet nødhjælpsarbejde i Bangladesh.
Også i forbindelse med bombesprængningerne ved Boston Marathon var Frelsens Hær hurtigt til stede. Her uddelte 35 officerer og soldater fra Frelsens Hær 2.230 måltider med mad og drikkevarer ud fra mobile kantiner.
Foruden hjælpen på gadeplan fik otte officerer mulighed for at øve sjælesorg på forskellige hospitaler efter tragedien, fortæller Frelsens Hærs blad Krigsråbet.