Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Kære Suh
Brug af porno på nettet er stort og vurderes af mange som uskyldigt som inspiration, supplement til parforholdet.
Som hustru og kvinde er det dog en dyb smerte, at min mand tilfredsstiller sig selv, mens han ser porno, fremfor at være åben om ønsker og behov og give mig en reel mulighed for at imødekomme ham personligt såvel som seksuelt.
Tavsheden er gift. Han har nok i sig selv, det er enkelt og altid tilgængeligt. Ingen krav, ingen forpligtigelser. Det stjæler nærhed, fortrolighed og tillid. Som hustru er tilliden bristet til, at jeg og min krop er noget særligt for ham. Det er bare en krop, og når han bruger den, kan han se pornofilmene for sig. Det vil jeg ikke lægge krop til.
I dag er det heldigvis anerkendt, at der kan udvikle sig en decideret afhængighed, det er bare ikke alle, der ved det og at der er hjælp at få.
Med venlig hilsen
S.
Kære S.
Du har fuldstændig ret, brug af pornografi er ødelæggende i mange henseender.
For det første fordi brugen af porno stort set altid er omgærdet med en vis skyld og skam og derfor foregår hemmeligholdt fra partneren.
Denne hemmeligholdelse i sig selv skaber distance mellem parterne. Man er ikke længere ét kød man er ikke længere kendt fuldt ud. Og alle ved, hvad distance i et forhold gør ved forholdet. At man skal skjule ting for sin partner betyder desuden, at denne bliver fjenden den, man modarbejder, og den man bliver vred på, når man alligevel afsløres. Det giver vist sig selv, hvad dette gør ved et parforhold.
Solo-løbet, som du også nævner, er en anden af de ødelæggende ting ved brugen af porno. Når den seksuelle tilfredsstillelse (eller tilfredsstillelse af behovet for intimitet, som det også ofte handler om) foregår udenom partneren, bliver man efterhånden uafhængig af den anden. Man kan klare sig selv.
Dette er det modsatte af Guds plan med parforholdet: at vi i vores forskelligheder netop skulle supplere hinanden, komplementere hinanden. Det står direkte i GT: Gud så, at det ikke var godt for mennesket at være alene. Dette gælder fortsat. Mennesket er et socialt væsen, og vi har brug for fællesskab, både følelsesmæssigt, fysisk og åndeligt. Dette kan pornoen IKKE give os!
For det tredje er pornoens verden en falsk og kunstigt skabt verden, som ernærer sig ved at sælge os en LØGN: at vi kan blive lykkelige ved at få vores begær tilfredsstillet! I porno fokuseres der nemlig udelukkende på vores begær ikke på det hele menneske.
Det hele menneske har nemlig brug for det forarbejde og den forpligtelse, som sex i virkeligheden kræver for at kunne komme til sin virkelige ret. Det hele menneske har brug for at give og modtage. Det hele menneske har brug for respekt og omsorg, for at blive rummet og sanset, når det er allermest sårbar nemlig når det er blottet, nøgen. Det hele menneske har brug for at vise sig nøgen, sårbar for dér at blive mødt med kærlighed. Erstattes disse elementer med pornoens ensidige verden, vil den menneskelige evne til følelsesmæssig og fysisk gensidig intimitet blive ødelagt.
Ulykkeligt, men naturligt er det, at dette påvirker jeres parforhold på flere måder, også jeres seksuelle samliv, og det er forståeligt, at du ikke kan holde ud at blive ved med at lægge krop til, hvis din mand reelt ikke er til stede, men i stedet spiller pornofilmene af inde i hovedet imens. Den seksuelle akt bliver jo således devalueret til en ren fysisk handling, uden samhørighed og uden autentisk intimitet. Det er skuffende og sårende.
Som du selv nævner er det heldigvis blevet mere og mere anerkendt, at mennesker med problemer med pornografi har brug for hjælp, der er bl.a. etableret en forening ved navn Pornofrit miljø som har hjemmesiden www.pornofrit.dk.
Jeg ved også fra dit brev, som er væsentligt forkortet, at I allerede har søgt både Guds hjælp og menneskelig hjælp, men at I fortsat kæmper. Jeg håber, at du og din mand før eller siden må genvinde den tillid og intimitet, som I begge har brug for.
Hilsen Suh
Kære Suh
Jeg har igennem længere tid gerne villet i gang med at tabe mig/leve sundere.
Jeg har set mange gode programmer om livsstilomlægning og ved efterhånden også en del om kost og ernæring. Jeg har sågar købt løbetøj!
Problemet er bare at jeg ikke kan komme i gang! Øv, og så bliver jeg eddike-sur på mig selv, hvilket ikke er særlig befordrende for livskvaliteten, det får mig til at trøste-spise, hvorpå jeg igen lover mig selv, at jeg vil i gang med at leve sundere i morgen
. og sådan bliver det ved.
Har du ikke nogle gode råd til hvordan jeg får brudt denne onde cirkel? Jeg vil jo gerne i gang!
Hilsen Den opgivende
Kære Opgivende
Først og fremmest er det smadder-godt at høre, at du faktisk er motiveret for at komme i gang med en livsstil-omlægning. Du har lavet research og endda købt løbetøj! Det er rigtig godt!
Og nu, kære ven, er der ikke så meget andet at gøre end at opbyde lidt selvdisciplin og se at få lettet bagdelen op af sofaen og ud på de forårsbelyste danske veje! Rejs dig op, tag dit løbetøj på, og kom ud af døren uden at tænke over det, uden at diskutere med dig selv bare gør det!
Det kunne nemlig lyde som om, at du er blevet ramt af den fælles neurose, som mange danskere lider af, nemlig at ting i vores liv ikke må være besværlige og ej heller byde os ubehag vi er kort sagt generelt blevet alt for magelige, måske ligefrem dovne! Vi er blevet vænnet til hurtige fix-it løsninger og piller, som skal fjerne ubehaget og gøre det muligt for os at leve ubesværet og problemfrit. Måske sat lidt på spidsen, men dybest set tror jeg, det er mange danskeres problem: med teknologiens stormende fremskridt, hvor næsten alt kan klares ved at trykke på en knap eller svirpe med en finger, er vi blevet helt uvante med at yde en ekstra (især fysisk) indsats.
Ja, det er hårdt at komme i gang med at træne, og ja, det er ubehageligt for kroppen at undvære den normale dosis af sukker og fedt men det kan faktisk godt lade sig gøre alligevel!
Så fokuser på de grunde, der i første omgang gav dig lyst til at ændre dine kostvaner og til at begynde at motionere. Skriv dem op på nogle små sedler og hæng dem på dit køleskab, på din hoveddør og på dit spejl på badeværelset. Lad disse gode grunde hjælpe dig til at overvinde dit ubehag og din magelighed! Lav også meget gerne en aftale med en veninde/ven, så I er to til at holde hinanden fast, det er en rigtig god støtte, når mageligheden og ulysten sætter ind. Hvis ikke du kan finde en, der vil med ud at løbe, så lav i det mindste en aftale med en anden om, at du skal tjekkes op på.
Forpligt dig overfor dig selv fordi din sundhed og din selvrespekt simpelthen er vigtig! Så er jeg sikker på, at du godt kan!
Hilsen Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, e-mail : Suh@Udfordringen.dk