Syrien vedkender sig at have skudt på israelsk militærkøretøj
Står krigen for døren – sådan spørger ængstelige i Israel, efter at den verbale strid mellem Israel og Syrien synes at være ved at udvikle sig til en fysisk konfrontation.
For tredje gang i denne uge har der været ildudveksling mellem syriske regeringstropper og israelsk militær ved grænsen, og nu har præsident Bashar Assad for første gang påtaget sig ansvaret for at have beskudt et israelsk militærkøretøj, som syrerne påstår havde været på den syriske side af grænsen.
Den israelske generalstabschef, general Benny Gantz, siger, at køretøjet var på patrulje på den israelske side af grænsen, nær Tel Fares i den centrale del af Golanhøjderne.

