Århus-bispen fortsætter
Den altid meget tilstedeværende Århus-biskop Kjeld Holm udgav for nogle år siden sin første erindringsbog, Åbne døre, hvori han beskrev sig selv som et grænsemenneske og fortalte om mennesker på sin vej.
Et gennemgående tema i bogen var forholdet mellem kristendom og menneskelighed. I dette andet erindringsbind handler det så om engagementet; her tager Kjeld Holm afsæt i Peter Kemps disputats fra 1973 om emnet, antaget til forsvar for den teologiske doktorgrad. Dén bestod prøven, men derimod lykkedes det ikke Kemp at blive en del af det hjemlige, teologiske miljø. For ham var inklusionen ikke en mulighed – lige så lidt som der var plads i samfundet for pigerne fra pigehjemmet ved Genner Strand. Men i det Holmske barndomshjem var der.
Kærligheden som engagementets baggrund og udspring, tilværelsen som et mysterium, der griber én. Det er dét, jeg gerne vil fortælle om, skriver forfatteren (s. 11). Det gør han så, sprudlende, veloplagt, tankefuld. Og han fortæller anekdoter, der gør indtryk, fx den om en ung alenemor, der af præsten får besked om at være stolt af sit barn, når hun præsenterer det til dåb. Denne pointe har så vidtrækkende konsekvenser i forståelsen af Guds velkomst til mennesker, og vi menneskers eget ansvar for ikke at holde andre ude, at den ikke kan gentages ofte nok og tænkes tit nok over. Det er på bogens side 40, at man antræffer denne perle.
Og så fortæller Holm selvfølgelig også om digterne og filosofferne, der har fulgt og følger ham: Thorkild Bjørnvig, Kierkegaard, Løgstrup, Tage Skou-Hansen og Martha Christensen. Om hvad der (måske) gør et menneske lykkeligt. Om sit arbejde i Nævnet for Etnisk Ligestilling. Forholdet mellem det, man selv skaber, og det, man får skænket. Det sidste lever man af.
Kjeld Holm:
Man lever af det, man får skænket
– Erindring og engagement
154 sider
199 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag