Audio Max

Forsanger Mark Stuarts stemme var helt ødelagt. Han prøvede at synge, men man forstod hans og bandets beslutning om at stoppe. Audio Adrenaline spillede i 2006 deres sidste koncert på Hawaii, og det var jeg ret trist over. Men seks år senere gik rygterne: Audio Adrenaline genopstår! Og det gjorde de.
Mark Stuarts stemme er ikke blevet bedre de sidste seks år, så derfor var man nødt til at finde en ny forsanger. Det blev selveste Kevin Max fra det tidligere – og også opløste – kæmpeband, DC Talk. Jeg var spændt: Ville det være det rigtige AA, når Mark Stuart ikke længere var forsanger?

Efter at have hørt den nye plade igennem mange gange må svaret være: Ja og nej, men mest nej. Den glade og positive rock/pop, med tekster, som borer sig ind i hjerte og tanker, er der stadigvæk. Men det er bare ikke det samme.
Kevin Max’s unikke stemme er god, men det føles lidt som at høre et andet band spille. Det er da også kun Will McGinniss, som går igen fra det gamle band. Mark Stuart har ellers sat et tydeligt aftryk på pladen og har skrevet med på seks ud af de ti numre. Det har han bl.a. i ’He Moves You Move’, som også starter albummet i typisk Audio Adrenaline stil, som jeg kender – og elsker dem: Lidt funky rytmer og en tekst, som er inspirerende og opbyggende:
You, you’re scared to take a step / Afraid to see what’s next / So you wait ’til you think it’s safe to move / You tend to think too much / You need to open up your heart / To see where He is leading
Gamle AA-fans vil nok være lidt delte over dette nye album. Det er godt at have AA på banen igen, men det er et andet band nu. For det lidt yngre publikum, som ikke kender AA fra tidligere, er dette en udmærket plade, som godt kan anbefales. Kvaliteten er stadig generelt god, men jeg mangler lidt – måske er det minderne om noget andet.
Henrik