Mission Afrika skærper sin profil
Med to markante nyansættelser skærper Mission Afrika sin kommunikatoriske kant.Med ansættelsen af religionssociolog og ph.d. Peter Fischer-Nielsen som vicegeneralsekretær og journalist Anne Sofie Bitsch som koordinator styrker Mission Afrika aktiviteterne i Danmark med særligt fokus på kommunikation, netværk og fundraising.
Peter Fischer-Nielsen kommer til Mission Afrika med en række relevante erfaringer, senest fra en stilling som kommunikationschef i virksomheden KirkeWeb. Fra 2005-2007 var han leder af Kristent Informations- og Videnscenter om Islam og Kristendom (KIVIK) i Aarhus samt debatredaktør på religion.dk, og efterfølgende har han skrevet en ph.d.-afhandling om folkekirkens internetkommunikation.
Peter har et solidt kendskab til dansk kirke- og organisationsliv gennem arbejde, bestyrelsesarbejde og frivillige aktiviteter. Han er 36 år gammel og gift med Bente, der er pædagog og terapeutstuderende. Sammen har de tre børn og bor i Ans.
– Det bliver fantastisk spændende at træde ind i Mission Afrikas vigtige arbejde. Jeg glæder mig til at være en del af selskabets virke i en ny tid, hvor der er masser af udfordringer, men så sandelig også rigtig mange muligheder, udtaler Peter.
Anne Sofie Bitsch er journalist, bachelor i antropologi og har bla. været journalistpraktikant på Jyllands-Posten. Undervejs i studiet har hun arbejdet som soldaterhjemsleder for KFUMs Soldatermission i Kosovo og Afghanistan og for Bibellæser-Ringen.
Anne Sofie fortæller:
– Jeg ser virkelig frem til at starte som koordinator for Mission Afrika. At bruge hverdagen på plus-ord som omsorg, forkyndelse og forbedring af levevilkår lyder simpelthen så meningsfyldt og inspirerende – men bestemt også krævende. Mine midtjyske rødder har heldigvis lært mig, at man skal spise rugbrød, før man kan få lagkage, så jeg lover at bidrage til den fantastiske sag ved at sluge kilovis af Kohberg i form af hårdt arbejde – og jeg glæder mig til at komme i gang!
Anne Sofie Bitsch er 29 år gammel, forlovet med Jakob og bosat i Aarhus.
Mission Afrikas nye vision fra 2012 Tro som ringe i vandet sætter øget fokus på partnerskaber mellem Danmark og Afrika og på at bringe inspiration fra Afrika til Danmark. Med ansættelserne af Peter Fischer-Nielsen og Anne Sofie Bitsch opruster Mission Afrika indsatsen for at gøre denne vision til virkelighed.
Eva