Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Kære Suh
I vores familie er det sådan, at et enkelt familie-medlem fylder rigtig meget. Det har været sådan længe, hun har haft et meget svært liv, med store tab og et voldeligt ægteskab. Vi har alle medfølelse og stor forståelse for hendes situation, men nogle gange er det bare som om, hun kan suge al energi ud af en ellers hyggelig sammenkomst, og hvis man er den, der kommer til at sidde ved siden af hende, så er den dag bare ødelagt. Jeg vil meget gerne kunne rumme hende og vise hende imødekommenhed og kærlighed, men nogle gange slipper min tålmodighed op. Hvad gør jeg for at bevare/udvide min rummelighed?
Hilsen Den Frustrerede

Kære Frustrerede
Den pågældende kvinde er heldig at have så omsorgsfuld og betænksom en familie som jeres, og jeg synes, I gør det helt rigtige: tilbyder rummelighed og støtte til et menneske, der ikke har så mange ressourcer og/eller som har det svært. Det synes jeg man skylder hinanden, når man er i familie med hinanden og også som kristne brødre og søstre.
Men det er jo ikke særlig konstruktivt, at støtten og opmuntringen af dette kvindelige familiemedlem bliver på bekostning af jer andre, og at jeres familie ikke længere er et familie-fællesskab, hvor der er plads til alle, men at det i stedet nærmest er blevet til et projekt, hvis omdrejningspunkt måske udelukkende er hende? Nogle gange sker det nemlig, at der i ivrigheden efter at skabe et inkluderende fællesskab i stedet skabes et temmelig ekskluderende fællesskab for alle andre end den ene, eller de få, med problemer. Denne skævhed er lige så usund som det modsatte: at ekskludere den ene eller de få, der har det svært.
Hvordan finde den gode balancegang i praksis? Ja, det er ikke altid så nemt. Det handler først og fremmest om, at I, der gerne vil støtte og opmuntre den pågældende, tillader jer selv at mærke, når jeres grænse er nået! Alle har en grænse for deres rummelighed, og det er der ikke noget forkert i.
Det handler i stedet om at handle på den grænse på en ordentlig måde. Fx kunne det i jeres situation betyde, at I, når I mærker, at jeres grænse for opmuntrende kommentarer, aktiv lytning m.m. er nået, derefter tillader jer selv at sige fra – også selvom den pågældende har mere på hjerte. Meld ærligt ud, at I har brug for en pause, og at I enten kan snakke videre en anden gang, eller at der måske er en anden i familien, der kan tage over.
Forklar gerne, at jeres evne til at lytte og rumme simpelthen ikke længere er optimal, og at I hellere vil stille jer til rådighed, når I har ”tanket op” igen. Den pågældende kvinde bliver måske forbavset, endsige fornærmet, men det er I nødt til begge at lære at kunne rumme, for uden denne mulighed for at kunne sige til og fra vil I til sidst blive fuldstændig drænet for al energi og også for den oprigtige lyst til at udvise omsorg, som I faktisk ejer lige nu.
Når vi tillader os selv at sige til og fra, sker der imidlertid det, at vi til gengæld kan være bedre og mere autentisk til stede, når vi så er der.
Snak gerne med resten af din familie om, om de evt. har det på samme måde, og hvordan I sammen kan hjælpe hinanden til at skabe gode rammer for, at der kan være plads til alle i familien – også dem uden store problemer.
Hilsen Suh

Kære Suh!
Jeg kom til at se overskriften i din brevkasse:” Min mand har ikke lyst til sex ”, hvor du gav et ganske godt gensvar.

Jeg vil dog gerne kort supplere for om muligt at hjælpe ”Den frustrerede” til ikke at lade urelevante tanker styre hendes liv.
Nu er jeg en ældre herre, som mistede min elskede kone for nogen tid siden. Savnet at hende er ubeskriveligt. Jeg havde mindre behov for sex end hende og kunne godt leve uden, selv om min kone til det sidste var utrolig dejlig og tiltrækkende. Det nåede aldrig at vokse sig til et virkeligt problem for os, idet vi simpelthen trænede os i at være ubetinget åbne omkring vore følelser, tanker og behov over for hinanden (det var rigtig svært for mig i begyndelsen, men det var en beslutning, der havde stor løn ifølge).
Det gav en ubetinget tillid og dyb intimitet, som også påvirkede vores åndelige liv på en positiv måde.- Men det kræver, at både han og hun ofrer sig for hinanden og er åbne om skuffelser, sårbarhed, utilgivelighed mv. i ens liv.

”Kærligheden holder altid fast. Den er fuld af tillid, forventning og udholdenhed” (1. Kor. 13;7)
Med venlig hilsen
Ejvind

Kære Ejvind
Mange tak for dine kommentarer, og tak fordi, du vil dele dine dyrekøbte erfaringer med os andre. Det glæder mig meget, at du har oplevet, at jeres ægteskab blev velsignet som følge af, at I delte jeres følelser, tanker og behov med hinanden – også selvom det var svært og måske angstprovokerende, især for dig. Dette dit vidnesbyrd er nu til opmuntring og inspiration for andre i samme situation!
Hilsen Suh

Kære Suh
Du skriver i Udfordringen 13. juni om ægtefællen, der ikke har lyst til sex.
Naturligvis ved du, at der kan være et hav af årsager til det.
Jeg vil gerne skildre et særligt tilfælde.
I sommeren 1979 havde min mand det lige pludselig sådan.
Det skulle vise sig at være begyndende alvorlig sygdom. Andre symptomer dukkede gradvist op.
I løbet af sommeren førte det til undersøgelser, alt pegede på lungerne. I efteråret forsøgte de at operere på Rigshospitalet, men uden held.
I sommeren 1980 døde han. Præcis et år efter de første symptomer.
Børnene var da 15 og 18 år.
Jeg er glad for, at ”Udfordringen” også tager fat i den slags.
Venlig hilsen
Agnete Knudsen

Kære Agnete
Mange tak fordi du lader os få indblik i din private historie, så andre, der evt. er i samme situation, kan have denne opmærksomhed med sig. Måske det kan hjælpe nogle til at få opsøgt relevant lægelig hjælp i tide?
Hilsen Suh

Hej Suh
Jeg har en veninde, som i længere tid havde noget jeg vil mene var en spiseforstyrrelse. Hun gik til psykolog og fik det bedre, begyndte at spise mere normalt, men nu er hun nærmest blevet trænings-junkie.
Selvfølgelig er det bedre at træne meget end at sulte sig, men stadig er jeg bekymret for hende.
Kan det ikke være det samme problem, der blot har fået en ny form?
Venlig hilsen Veninden

Kære Veninde
Jo, nogle gange kan et problem på overfladen synes løst, mens det i virkeligheden blot har skiftet udtryk.
Man kan sige, at der er lavet en form for symptom-behandling, men at den egentlig årsag til problemerne måske ikke er blevet behandlet, derfor dukker det op i en ny form.
Men det kan selvfølgelig også godt være, at din veninde bare er blevet meget begejstret for træningen, fordi hun mærker, at det gør noget godt for hende i forhold til fokus? I forhold til hendes krop?
Du kan prøve at lægge mærke til, om din veninde tilsidesætter sunde ting til fordel for træningen, fx passende restituering af muskler, ignorering af smerter/skader, samvær med familie/venner, undgåelse af fester eller andre sociale relationer udelukkende for at hellige sig ”sund livsstil” osv.
Hvis dette er tilfældet, kan det måske være, at du kan finde en passende anledning til at tale med hende om det og evt. opfordre hende til at tage et par ekstra samtaler med sin tidligere psykolog?
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, e-mail : Suh@Udfordringen.dk