Venstre sidebanner eksempel

Kierkegaard, Facebook og Peters vandring på søen

Søren Kierkegaard, apostlen Peter og Facebook spiller hver sin rolle i vidt forskellige tidsrum. Men erkendelsen af hvem og hvad vi er og ikke er, mødes på tværs af tid og mennesker.
De fleste kender historien om apostlen Peters vandring på søen. Det er midt om natten, og disciplene er langt ud på havet i en båd, som bliver kastet rundt i stormvejret.
Af Johanna Røjkjær Larsen
Bach.theol.

Pludselig ser de en skikkelse, der kommer gående hen imod dem, og de skriger op: ”Det er et spøgelse!” Men det er bare Jesus, og snarrådig, som han er, griber Peter chancen og spørger Jesus, om han ikke må komme ud til ham på vandet. Peter når at gå på vandet i et helt bibelvers, før det går galt, og han begynde at synke. Rædselsslagen råber han til Jesus: ”Frels mig!” og Jesus hiver Peter op af vandet og over i båden igen. Let rystende på hovedet spørger han sin gode ven: ”Peter, hvorfor tvivlede du?”
Beretningen findes i Matthæusevangeliet og er en af de mest kendte beretninger i Det Nye Testamente. Fortællingen menes at være skrevet til en jødekristen kirke i det gamle Syrien i slutningen af det 1. århundrede, for at de skulle vide noget om troens væsen. Peter, som har fået hovedrollen i Matthæusforfatterens version af vandringen på søen, går ud på vandet, fordi han ved, at det er Jesus, der går rundt derude. Men så opdager han bølgerne og stormen, der stadig raser omkring ham, og han er ved at drukne i skræk for vandet.

Fra Peter til Søren Kierkegaard

Spoler vi tiden frem til 1800-tallets København, finder vi Søren Kierkegaard, der sidder og skriver om det at være menneske og det at være angst. Kierkegaard udgav sit psykologiske værk, ”Begrebet Angest” i 1844, inden man rigtig var begyndt at snakke om psykologi på et individuelt plan. Kierkegaard beskrive angsten som noget, der griber os, som en udefrakommende magt, der overtager mennesket.
Ude af stand til at slippe af med denne angst reagerer man ifølge Kierkegaard på to måder. Enten ignorerer man den og prøver at leve på overfladen af den ved at vende al sin energi mod sit arbejde, studie eller famille, eller også vender man sig om og ser sin egen angst i øjnene. Kierkegaard finder svaret i sidstnævnte.
Ved at se sin angst i øjnene står man ifølge Kierkegaard over for muligheden for at blive sig selv. Men der mangler noget, for over for angsten opdager mennesket, at han er hjælpeløs. Han kan ikke i egen kraft overvinde den angst, som han er bundet af. Det er her, Kierkegaard tilføjer det religiøse aspekt, for kun hvis mennesket vil anerkende, at han ikke er i stand til at redde sig selv, kan Gud komme ind i billedet og befri ham for hans angst.

Vi vil stå på egne ben

I dagens Danmark står vi meget på egne ben. Vi vil helst være uovervindelige, udødelige og frem for alt selvstændige og uafhængige af andre. Alligevel oplever mange at gå ned med flaget på grund af stress og depression, og salget af lykkepiller synes at stige år efter år.
Københavns Universitet foretog en trivselsundersøgelse i 2011, som viste, at godt hver tredje studerende plages af stress. Der har været flere bud på, hvad der stresser de studerende, men mest interessant er det, at flere af de studerende ikke følte, at de kunne leve op til det forventningspres, der synes at hænge over dem.
I Kierkegaards værk om angst beskriver han, at angst i modsætning til frygt ikke har noget konkret, som det er bange for. Angst er derimod noget mere eksistentielt, for i angsten er man bange for det, man ikke har kontrol over.

Vi måles og vejes

Hvis vi igen vender opmærksomheden tilbage til Peter, der er ved at synke i bølgerne, lægger vi mærke til, at det er i det øjeblik, Peter lægger mærke til sine stormfulde omgivelser, at han begynder at synke.
Johannes Møllehave er kendt for citatet: ”Det er svært at være menneske, men prøv alligevel.” Og det er det. Vi lever i en tid, hvor vi måles og vejes ikke kun ud fra vores effektivitet og produktivitet – hvad vi bidrager med til samfundet og den sociale velfærd; men vi bedømmes også på vores udseende og succes, og vi kæmper for at iscenesætte det perfekte glansbillede af vores liv gennem sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram.
Bølgerne bliver kun højere, indtil vi til sidst ikke magter skuespillet. Det giver stress og depression for mange danskere, særligt den yngre generation. Måske fordi vi ved, at det retoucherede glansbillede ikke stemmer overens med én selv: ”Jeg er ikke ham, jeg siger, jeg er på Facebook, men det værste, der kan ske, er, at jeg bliver afsløret. Tænk, hvis nogen så mig, som jeg virkelig er.”

Kierkegaard fandt sandheden i troen

For Kierkegaard ligger sandheden i det religøse, nemlig sandheden om os selv. Over for troen på Gud kan vi ikke henvise til vores facebook-side.
På den baggrund trøster Kierkegaard os til at give slip og lade os selv være magtesløse over for vores omgivelser og over for os selv. For i den selverkendelse er styrken til at tage det næste skridt. Han minder os om, at det er vigtigere at have sig selv med end at stæse derudaf og miste sig selv i selviscenesættelsen.
Stress kommer ligesom angst af en usikkerhed over for noget ukendt. I tilfælde af stress er det ofte det uopnåelige mål, som man stræber efter, men aldrig når, der giver en skævvridning af, hvad man kan og ikke kan, hvad man er og ikke er. Stress bliver i dette tilfælde angsten for ikke at slå til. Men heri ligger også en selverkendelse.

Find erkendelsen

For Peter på bølgerne var det en erkendelse af, at han ikke kunne gå på bølgerne, hvis han lod sig overvælde af sine omgivelser. For nutidens dansker ligger erkendelsen snarere over for ikke at lade sig rive med af omgivelserne, men at stoppe op og få justeret kravene, man stiller til sig selv, og at stille spørgsmålstegn til de krav, man har godtaget fra sine omgivelser.
Det sker måske bedst i det religøse rum, hvor der er plads til stilhed. Det sker i kirken, hvor man bliver modtaget og kan sætte sig for at nyde, at ingen spørger, hvad man har lavet i weekenden.
Der, hvor man ikke skynder sig at facebooke og twitte om, hvor man er, og hvad man laver, fordi i kirken er det ikke vigtigt at være succesrig og retoucheret. Her kan man blot være sig selv uden flødeskum, uden facebook.