FOR KVINDER
Et skridt ad gangen

Kender I godt det med at være i en proces i livet? Det gør jeg. Gud arbejder rigtig meget i processer i mit liv i øjeblikket.
Det, synes jeg ikke altid, er fantastisk. Jeg vil helst enten være færdig med processen eller slippe for den. Men processer har det med at være længst i midter-afdelingen. Midter-afdelingen er den del af processen, hvor der er ting, som skal forandres, og hvor jeg føler mig splittet mellem yderpunkterne.
På den ene side vil jeg nemlig gerne bevare status quo. Her er der trygt at være, Gud, skal vi ikke bygge et par hytter? Og på den anden side længes jeg efter det, som Gud har til mig, der hvor jeg er på vej hen. Han lokker mig – i ordets bedste betydning.
Og så sidder jeg der – midt i mellem – og kan mærke alt det i mig, som Gud vil rydde op i og helbrede og gøre nyt, mens det eneste, jeg kan fokusere på, er smerten ved forandring.

Min et-årige datter Julia har også været i sådan en overgangsfase på det sidste. Hun har nemlig været i gang med at lære at gå. Det var en rigtig god proces fra mit og min rygs perspektiv. Men Julia syntes ikke altid, at processen var lige så god.
I en lang begyndelsesfase gav hun sig til at kravle, så snart hun følte sin balance den mindste smule truet. Hun fandt hurtigt ud af, at det kunne gøre ondt at vælte. Det var meget tryggere ”ved jorden at blive”. Men efterhånden blev hun modigere. Det var som om, det begyndte at gå op for hende, at det der med at gå måske ikke var helt dumt.
Lige så stille fandt hun modet til at gå længere og længere afstande, men helst med mor eller far som modtagere. Det allerbedste ved hendes gåtræning var hendes absolutte tillid til os. Så snart hun var to-tre skridt fra os, kastede hun sig bare fremad. Som om hun sagde: – Aah, nu er jeg endelig i sikkerhed, nu skal de nok klare resten.

Jeg tænker, at det er lidt det samme i mit liv. For at komme videre i min gudgivne proces har jeg først brug for at forstå, hvorfor han ønsker at ændre mig. Jeg har brug for at forstå, at selvom Gud elsker mig ligeså meget, når jeg kravler, så ville det være godt for mig at gå. Og så har jeg brug for at vælge at kaste mig ud i – eller ind i processen, selvom det er skræmmende.
For så kan jeg komme hen til den del af processen, hvor jeg kan kaste mig ind i hans arme og stole på, at han har styr på både mig og min proces, i stedet for at have fokus på alt det, der kan gå galt.

Af Eva M. Jørgensen
Journalist