Klyngefællesskab i Esbjerg gror

For to år siden startede fem ægtepar et klyngefællesskab i Esbjerg. Nu er gruppen mere end fordoblet, men de drømmer stadig større…For to år siden gik fem ægtepar fra Esbjerg sammen om at starte en klynge. Eller en klyngemenighed.

Henrik Grønkjær arbejder til hverdag som efterskolelærer på Lunderskov Efterskole.

De ti havde allesammen folkekirkelig baggrund, men de begyndte ikke den nye menighed som en protest.
Henrik Grønkjær har det seneste år været teamleder i den lille klynge, som siden da er mere end fordoblet til 25 voksne og en masse børn.

Valgmenighed på vej

– Vi havde alle sammen en længsel efter at gøre noget mere. Vores beslutning om at gøre noget nyt var ikke en protest, men vi ønskede at skabe et mere missionalt fællesskab, forklarer Henrik.
– Desuden synes vi, at Danmarks femtestørste by skal have en valgmenighed, fastslår han og fortsætter:
– Men der er vi ikke endnu. Og vi ved ikke præcis, hvor lang tid der går, før vi ansætter en præst. Men vi er ikke i tvivl om, at det er det, der er målet, i hvert fald så længe folkekirken arter sig, som den gør, så det kan lade sig gøre. Ellers må vi lave en frimenighed.
– Engang imellem er det frustrerende, at vores tid ikke er den samme som Guds tid. I hans rige må tingene vokse i det tempo, som de gør. Hvis det havde været en privat virksomhed, kunne vi lægge en fast plan.
Men det her er organisk på en helt anden måde – og afhænger mere af bøn end af kroner og øre.

Ved hver anden samling i Klyngefællesskabet Esbjerg prioriteres det sociale. Her lukkes køerne ud.
Nogle med fra sidelinien

Mens Klyngefællesskabet Esbjerg, som de kalder sig, ikke kan se ind i fremtiden, er der også nok at gøre i nutiden. De mødes hver anden uge til skiftevis socialt samvær og mere organiseret undervisning – enten med nogen fra klyngen eller med en præst udefra. De 15 nye voksne er heller ikke kommet med efter en hurtig reklame. De er kommet på grund af en relation.
– Der er nogen, som er kommet i kirkelige sammenhænge tidligere, hvor de ikke har oplevet at få det, de stod og manglede, men som så har koblet sig på hos os. Andre er kommet med helt ude fra sidelinien, forklarer Henrik Grønkjær, som er gift med Kristina. De har tre børn.
Esbjergklyngen har tætte forbindelser til Aarhus Valgmenighed.
– Vi opfatter os selv som nogen, der er plantet af den kirke. Selvom vi ikke alle sammen har været tilknyttet der, er meget af vores tankegang omkring tro og fællesskab inspireret derfra. Vi vil gerne have fokus på at være kristne disciple sammen, og det er det, vi arbejder meget ud fra.
For os handler det ikke så meget om bare at komme i kirke og så leve hver for sig resten af ugen.

Kræver arbejde

– Det betyder også, at vi prøver at fokusere på at dele liv med mennesker frem for at præsentere dem direkte for svært tilgængelig undervisning. Og det er der mange, som gerne vil. Relationsmission har været et buzz-ord i mange år. Men det er også superudfordrende og forpligtende. Hvis forældrene til børnenes legekammerater er interesserede i at skabe sådan en relation, så kan vi blive nødt til at skrue ned for nogle andre ting i vores privatliv, som måske ville være nemmere og tryggere. Men vi gør det, fordi der er nogle, som det er vigtigere at få tid til at spise sammen med, forklarer Henrik.
Ud over at importere tankegangen fra Aarhus Valgmenighed, bruger den lille klynge også det fællesskab til at connecte med for eksempel under SommerOase i Odder.
– Vi er glade for at have nogen at lære af, omkring hvad der virker og ikke virker. Der er ikke nogen grund til, at vi skal lave alle fejlene selv. Den vision og mission, som Aarhus Valgmenighed har, passer godt sammen med det, vi drømmer om.
– Det er hårdt arbejde at være klyngemenighed på denne måde. Men det er også i orden, at det er hårdt, når man kan lide det, smiler Henrik Grønkjær og slår fast:
– Jeg synes, vi oplever en fantastisk stor velsignelse ved at stå til rådighed.