Årets teolog er bibeloversætter

Ivar Larsen
Ivar Larsen

På Lærernes MissionsForenings sommerstævne i Århus blev Ivar Larsen tirsdag den 30. juli 2013 af Menighedsfakultetet udnævnt til ”Årets teolog”.

Prisen gives til et menneske, der har gjort en ekstraordinær indsats for at fremme bibeltro teologi og menighedsliv.

Ivar Larsen er oprindeligt uddannet som cand. scient. i matematik, fysik og datalogi, men uddannede sig efterfølende i lingvistik og bibeloversættelse. Siden 1977 har han sammen med sin hustru Alice arbejdet for Wycliffe Bibeloversættere, i mange år med base i Kenya. Ivar Larsen har forestået oversættelsen af Bibelen til sabaot-sproget og færdiggjorde i 2007 nyoversættelsen fra grundsprogene af ”Bibelen på hverdagsdansk”.
En oversættelse, som han selv sagde om:
– Det er forfriskende med nye oversættelser. De kan hjælpe til, at man ser teksten i et helt nyt perspektiv.
Formanden for Menighedsfakultetet, sognepræst Jørgen Jørgensen, Skt. Nikolai kirke i Åbenrå, sagde:
– Valget er faldet på et menneske, der lever et stille og ikke særligt iøjnefaldende liv, men som på sit felt er absolut kompetent ekspert.
– Ivar Larsens arbejde er teologi, når det er bedst: Et redskabsfag, der åbner for Guds visdom – øser af åbenbaringen og gør det tilgængeligt for almindelige mennesker.

Fakta om LMF
Lærernes Missionsforening (LMF) er en fælleskirkelig forening, der støtter omkring 100 missionærer og volontører i undervisnings- og andre pædagogiske opgaver i den tredje verden. LMF blev stiftet i 1902 og har i dag 550 medlemmer.