Christina var død i nogle minutter
Da Christina Hansen var 17 år, blev hun i al hast indlagt på sygehuset i Godthåb med sprængt blindtarm. Hun døde, mens lægerne opererede hende. Men det lykkedes lægerne at bringe hende tilbage til livet ved at give hende hjertemassage.
Men i de minutter, der gik, hvor Christina faktisk var død, oplevede hun selv, at hun bevægede sig væk fra kroppen. Hun kunne pludselig se sig selv og lægerne – ovenfra.
– Jeg blev løftet op igennem et tykt mørke, men for enden af mørket var der et lille lys. Et øjeblik efter var jeg nået derop, og alt var lys, fortæller Christina Hansen til Udfordringen.
Engle førte mig til Jesus
– To engle sagde til mig, at jeg skulle højere op for at møde Herren. Og jeg skulle ikke have noget med fra jorden. Det, der var fra jorden inde i min krop blev skilt ud og blæst væk, mens vi fløj opad. Det gik meget hurtigt, husker Christina.
– Så sagde englene, at jeg skulle blive der.
Der var en stor dør med fire søjler. Og der var to trappetrin foran. Da jeg tog det første skridt vidste jeg, at jeg var hjemme. Da jeg tog det næste skridt vidste jeg, at jeg var død.
Jeg kunne nu se Herren selv på afstand. Han sad ned. Jeg kunne ikke se hans ansigt, men han var klædt i meget smukt tøj og sad ligesom oppe på en trone, så jeg kiggede skråt opad, når jeg så op på ham. Men jeg vidste ikke, hvem han var. Jeg spurgte, og jeg fik svar uden ord. I mit hjerte vidste jeg nu, at det var Jesus.
”Jeg kender dig”
– Da jeg tænkte på, hvem han var, svarede han: ”Jeg kender dig godt. Du er Christina. Jeg kender hele historien omkring dig.”
Og så fik jeg vist hele mit liv fra fødslen og frem til den dag. Og mens Jesus talte, mærkede jeg nu hans kærlighed strømme ind i mig. Han viste mig, hvordan kærligheden fra ham strømmede ind i mig – helt fra neglene og ind i hele kroppen. Alt blev udfyldt. Han viste mig nogle små ting i mine fingerspidser, så jeg forstod, at alt blev udfyldt af hans store kærlighed.
Og jeg følte mig så fyldt af kærlighed, at jeg ligesom sprang – som om jeg eksploderede. Og jeg forstod, at han virkelig elskede alle mennesker.
Lyset vil gøre dig blind
– Nu sagde Jesus, at jeg skulle op til Gud.
Da Jesus sagde det, var jeg straks i et smukt landskab. Det tog ikke tid at bevæge sig. Når han sagde det, var jeg der straks. Landskabet var meget smukt. Og det var levende.
Jeg spurgte, hvor Gud var. Og Jesus svarede mig: ”Lyset fra Gud er alt for stærkt for dig. Du vil blive blind, hvis du kommer alt for tæt på Gud. Du kan bare blive her.”
Så sagde Jesus: ”Når du kommer tilbage til jorden, så skal du fortælle det, du har set, til mennesker. At der er en Gud og at Jesus er der.”
Engle sang for mig
– Da jeg vendte mig om, var der en masse engle. De var overalt. Jeg kunne se øjne overalt.
– Hvordan så englene ud?
– De var … lysende.
– Hvor store var de?
– Ligesom mennesker. De havde vinger bag skuldrene. De havde ansigter, som lignede vores.
Og de sagde, at de havde lavet en sang til mig. Så sang de om Gud for mig.
Og straks derefter var jeg tilbage i min krop igen. Jeg vågnende op og det gjorde ondt. De var i gang med at give mig hjertemassage. Og det gjorde ondt i brystet. Jeg havde slanger i kroppen og iltmaske, og jeg kunne bevæge mig. Jeg kunne lugte mig selv igen. Og det var en ubehagelig lugt. Det lugtede rent ud sagt ad helvede til…
I himlen havde det lugtet så godt. Uhm… så godt lugtede det. Men nu var jeg tilbage på jorden, fortæller Christina til Udfordringen.
Selv om Christina nu er 43 år, og oplevelsen ligger tilbage i 1987, husker hun alting, som om hun lige har oplevet det.
Hun har også tidligere fortalt om sin døds-oplevelse i radioen på Grønland.
Og oplevelsen fik betydning for hende.
– Mens jeg lå på hospitalet, viste Jesus mig vejen til missionshuset, siger hun. Det vil sige den lokale frikirke. Den kendte hun ikke før. Da hun kunne klare sig selv, opsøgte hun derfor missionshuset.
Tilbage til Gud
Christina kommer oprindelig fra Fiskenæs, men boede på dette tidspunkt i Nuuk (Godthåb). Her fandt hun senere sin mand, Thomas Hansen, og de fik tre børn. Hun arbejdede med børn og som social- og sundhedshjælper i kommunen. Men det var først i forbindelse med nogle offentlige møder i Nuuk i 2004, hvor bl.a. Hans Berntsen var på besøg, at familien gik til forbøn og bevidst tog imod Jesus i deres liv. Og de er meget glade for at være med i kirken, som er vokset meget siden 2002, og hvor der også jævnligt sker mirakler.
For et år siden blev deres dreng påkørt af en spritbilist og fik bl.a. ødelagt sit ene ben. Spritbilisten kørte derefter galt, men stak af. Han blev dog fanget og skal nu for retten.
Drengen måtte igennem en større operation og fik benet skruet sammen med skruer og metal. Lægerne frygtede, at han ikke ville komme til at gå igen. Det ville i hvert fald vare 6 måneder, inden han kunne begynde at bruge benet. Men familien og de andre kristne bad for drengen, og i løbet af fire måneder kunne han igen gå. Han fik fjernet metallet og løb frit omkring, da familien var med til frikirkernes sommerstævne i Sukkertoppen sammen med kristne fra hele Grønland i juni.
Jo, Christina véd, at Gud er til, og Jesus findes.