Den barmhjertige samaritaner – på to måder
Det er vigtigt at vide, at denne berømte fortælling kan forstås på to måder:
1. Den kan forstås sådan, som vi tusind gange har hørt i søndagsskolen, ved spejderandagter, ved gudstjenester, nemlig at vi skal være gode mod andre, også dem vi ikke kender. Åh, hvor mange gange har jeg ikke ladet konfirmander opføre dramaet om den barmhjertige samaritaner, med offeret indsmurt i rød ketchup! Og altid med den smukke og rigtige pointe: vær god mod andre.
En dybere tolkning
2. Men der findes en langt dybere tolkning. Da jeg hørte den første gang, følte jeg, at hele min bibellæsning faldt omkuld – næsten da 🙂
Hvad spurgte Jesus om?
For Jesus leger jo med teksten. Han siger ikke ”hvem af disse tre øvede næstekærlighed?” men ”hvem var den overfaldnes næste?”
Vi skal tænke sådan her: det er os, mig, der er den overfaldne, jeg er den kvæstede, der ligger langs vejen. Kvæstet af synd og djævel og død. Moseloven og alle andre regler kan ikke hjælpe mig, religiøse mennesker og ceremonier kan heller ikke frelse mig. Kun den foragtede og udstødte Jesus, han er min hjælper, han løfter mig op, læger mig, udgyder sin Ånd over mig, og sætter mig ind i sit lægende fællesskab.
De gamle kirkefædre forstod det
Når man læser fortællingen på den måde, så bliver man så glad, så glad! Og det var sådan, de gamle kirkefædre læste den. Fortællingen handler ikke om, hvordan jeg vokser i godhed, men om at jeg er en stakkel, der har uendelig meget brug for Jesus. Den foragtede mand, Jesus, er den vidunderlige Jesus. Ja, Jesus, bøj dig ned til mig, løft mig op på dit ridedyr, og bring mig hjem.
Den barmhjertige samaritaner er Jesus.
Luk. 10:23-37
Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk
Den barmhjertige samaritaner
23Derpå sagde han til sine disciple: »Velsignede er de, som ser det, I ser! 24Mange profeter og konger har længtes efter at se det, I ser, og høre det, I hører, men de opnåede det ikke.«
25En dag kom en jødisk skriftlærd for at sætte Jesus på prøve. »Mester, hvad skal jeg gøre for at få del i det kommende liv?« spurgte han.
26»Hvad siger Toraen?« var Jesu svar.
27»Den siger: ‘Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, med hele dit liv, med al din styrke og med alle dine tanker,’« svarede den skriftlærde. »Og den siger også: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’«
28»Rigtigt svaret,« sagde Jesus. »Gør det, så skal du få del i livet.«
29Men manden ville retfærdiggøre sig selv, og derfor spurgte han: »Jamen, hvem er så min næste?«
30»Lad mig fortælle dig en historie,« svarede Jesus. »En mand var på vej fra Jerusalem til Jeriko. Pludselig blev han overfaldet af røvere. De rev tøjet af ham, slog ham til jorden og lod ham ligge halvdød i vejkanten. 31Tilfældigvis kom en præst gående ned ad den samme vej. Da han så manden ligge der, gik han over i den modsatte side af vejen og fortsatte. 32Senere kom en tempeltjener til det samme sted. Da han fik øje på manden, gik også han forbi i den modsatte side af vejen. 33Til sidst kom der en samaritaner forbi, ridende på sit æsel, for han var på en lang rejse. Da han så manden ligge der, fik han medlidenhed med ham, 34så han stod af sit æsel og gik derhen. Han rensede og behandlede mandens sår med olivenolie og vin og forbandt dem. Derefter anbragte han manden på sit æsel og bragte ham til en landevejskro, hvor han fortsat selv plejede ham. 35Dagen efter gav han kroværten to denarer og bad ham tage sig af manden. ‘Kommer det til at koste mere, skal jeg nok betale det på tilbagevejen,’ sagde han.
36Hvem af de tre, synes du, har handlet som den overfaldnes næste?«
37»Ham, der viste barmhjertighed,« svarede den skriftlærde.
»Så gør du, som han gjorde!« sagde Jesus.