For højt

I sommers målte jeg lydstyrken ved et af de ellers skønne kristne sommercamps. Hver aften var der op til 95 decibel. Det er langt over, hvad mennesker må arbejde i, og det kan give varrige høreskader…

Lydstyrken på de andre sommercamps lå også oppe i den høje ende, selv om man fx på SommerOase har dæmpet lyden noget.
Ekstremt høj lydstyrke er ikke noget stort problem, hvis man holder en times koncert med fuld drøn på. Men her taler vi altså om almindelige mødeaftner, hvor en del deltagere må gå udenfor, fordi de ikke kan holde til det høje lydniveau. Og hvor ørene bagefter piber som af tinitus.
Er det rimeligt? I et kristent fællesskab?
Det er fint nok, at man i moderne kirker udskifter det gamle kirkeorgel med moderne rytmer.
Og lydfolk og musikere gør bare det bedste, de har lært. Det er ikke dem, der er problemet. Det er ledelsen, der ikke må overlade et åndeligt møde til teknikken.

Der er mindst tre problemer ved den høje lyd:
1) Det er generende for en masse mennesker, og det virker ekskluderende med en så dominerende musik.
2) Det er svært at synge med på lovsangen. Ligegyldigt hvor højt, du skråler, drukner din stemme i lydmuren.
3) Men mest alvorligt er det, at Helligåndens nærvær nemt kan blive erstattet af et flot show. Vi får en stærk oplevelse – men den er ikke nødvendigvis åndelig.
Den fælles lovsang, hvor alle synger med det næb, de har, må ikke blive erstattet af optrædende bands, som synger for folk. I før nævnte tilfælde endda camoufleret af en maskine, som indhyldede scenen i farvet røg. Hvem er det, vi forsøger at imponere? Gud? Mennesker?

Lad os skrue lidt ned for volumen. Hvis ’showet’ falder sammen af den grund, så lad det falde.
Vi er generelt blevet så bange for stilhed, at vi udfylder tomheden med bankende lyd og flimrende billeder. Dén uro er desværre sluppet ind i de levende kirker. Vi vil gerne tiltrække mennesker. Men vi skal ikke efterligne verden. For det er ikke lydstyrken, der gør det. Det er freden. Det var heller ikke i stormen, Gud åbenbarede sig, men i den stille, sagte susen. – Lad os komme tilbage til hjertets enkle lovsang.