Fædrene spiste sure druer…
Har du også mødt folk, der siger, at hvis noget står i Bibelen, må det jo være ok?
Profeten Jeremias gør op med det gamle mundheld: ’Fædrene spiste sure druer, og børnene kom til at lide under det’. I stedet må enhver bære konsekvensen af sin egen synd.
Men hvis alt i Bibelen skulle være eksempler til efterfølgelse, ville det da gå helt galt. Alene på Bibelens første sider møder vi ulydighed mod Gud, gensidige beskyldninger, dårlige undskyldninger, misundelse og brodermord. Men somme tider skal vi selv regne sammenhængen ud. De bibelske personer gjorde ikke altid det rigtige, og de gennemskuede sjældent de uheldige handlingsmønstre i familien, sagde Brian og Chris Clarke på familielejren i Balle:
Josef kom fra en familie af løgnere: Abraham frygtede for sit liv, så han løj og sagde, at Sara var hans søster. Hans søn Isak gjorde det samme i forhold til Rebekka. Isak havde en favorit-søn, Esau, som han ville tilgodese. Så Jakob løj og bedrog sin gamle, blinde far ved at udgive sig for at være broderen Esau. Ingen af dem brød det dårlige mønster.
Jakob fortsatte med at snyde og bedrage sin svigerfar Laban. Og da han fik børn, havde han også en yndlingssøn. Jakob forkælede Josef og forstod slet ikke, hvad der foregik mellem brødrene. Han forstod ikke, at han udsatte Josef for fare ved at sende ham alene ud for at ”se efter” brødrene. Så de solgte Josef som slave til handelsfolk, der rejste til Egypten og fortalte deres far en løgn om, at han var blevet dræbt af et vildt dyr.
Men Josef levede med Gud i Egypten, og til sidst fik han den højeste position efter farao. Under hungersnøden kom Josefs brødre til ham for at købe korn, og da havde han chancen for at tage hævn over dem. Men han valgte ikke at gøre det. Til gengæld ville han gerne se sin yngste hel-bror, Benjamin. Og ud fra det, brødrene siger, forstår vi, at deres far stadig havde en favorit. Nu, hvor han mente, at Josef var død, viste han forkærlighed overfor Benjamin!
Bibelens beretninger om patriarkerne kan lære os rigtig meget. Men somme tider skal vi selv gennemskue tingene. Selv Abraham, troens far, havde ikke nok tillid til Guds løfter om at få en søn. Han tog sagen i egen hånd – og det kom der rigtig meget dårligt ud af. Og spørg bare Sara og Hagar – eller Lea og Rakel om det med flerkoneri. Bibelen beskriver rigtig mange ting, for at vi skal lære af andres fejltagelser – ikke kopiere dem.
Men den gode nyhed er, at der alligevel er håb, selv om man kommer fra en familie med rigtig mange, dårlige handlingsmønstre. Glem alle undskyldningerne om dårlige gener og vaner. Se situationen i øjnene og bryd med de dårlige mønstre. Det kan faktisk lykkes med Guds hjælp!