Kloster-forelskelse

Jeg var knap 20 år. Jeg ville gerne blive bedre til tysk, leve nærmere Gud og have en kæreste – i omvendt rækkefølge.

Derfor valgte jeg at bruge knap tre uger af min sommerferie i et protestantisk kloster i Darmstadt syd for Frankfurt. Jeg syntes, det var en god måde at forbedre mit tyske og min hellighed på – på én gang. Det ville heller ikke skade mig, hvis jeg glemte min længsel efter en kæreste – bare en lille smule.
Klosteret lå i den smukkeste have, hvor der var en næsten overjordisk fred – et fravær af den verdslige verdens uro. Alle handlinger i klosteret var andægtige. Vi hørte simple lovsange eller fortalte vidnesbyrd, mens vi hjalp med at skære agurker, eller vi blev i stilheden under solbærplukningen. Under måltiderne i gæstehuset blev der læst historier op omkring Guds indgriben ved klosterets opstart.

Der var kun en mandlig gæst i klosteret. På mærkværdig vis lykkedes det mig at komme til at sidde ved siden af ham i det kæmpestore auditorium, hvor vi ellers sad spredt som grankogler på en skovbund.

Samtidig fik jeg romantiske breve med posten fra min danske beundrer. Jeg kan huske, at han kaldte mig ”Min Due” – jeg vidste ikke helt,og ved stadig ikke, om jeg skulle grine eller blive rørt.

Selv min personlige tid med Gud ude i den smukke have, havde det med at blive opslugt af mine følelser for diverse hankønsvæsener. Min lidt overdrevne tendens var flyttet med til Tyskland, og selv den mest ophøjede ro kunne ikke bare fjerne det.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at ”nissen følger med” – også i kloster. Vi mennesker har forskellige udfordringer og kampe i troen. Og vi kan ikke flygte fra dem – uanset hvor helligt og andægtigt et miljø, vi befinder os i.
Det betyder ikke, at Gud ikke kan hjælpe os videre og give os sejren. Men vi har en tendens til at ville ændre de ydre faktorer i vores liv – Gud, han ser på hjertet.