Kristne bør præge samfundet

– Det er usædvanligt og opmuntrende, at en politiker holder en klassisk Jesus-tale, men det gjorde Finlands indenrigsminister Päivi Räsänen
ved et stævne i en luthersk kirke i Helsingfors, fortæller Helge Pahus. Räsänen er uddannet læge og medlem af partiet Kristdemokraterne.

”Elsker du Jesus?” spurgte en fem-årig pige fængslets vice-direktør. Pigen fortsatte ”for man kommer ikke til himlen, hvis man ikke tror på Jesus. Det har jeg lært i søndagsskolen.”
Direktøren blev forskrækket og foreslog pigens mor at tage hende ud af søndagsskolen, for at hun ikke skulle blive forvirret. Men moderen tog det roligt og lod pigen fortsætte.

Modtog Jesus som barn

Det var min mor, som fortalte mig denne historie fra min barndom. Søndagsskolen blev holdt på skift af to mænd; den ene var arbejdsleder i fængslet, den anden svinepasser. Han kunne komme midt på arbejdsdagen, med støvler på fødderne og lugtende af gris, for at holde søndagsskole for byens børn.
Allerede som lille pige bad jeg Jesus komme ind i mit hjerte og lade mig tilhøre ham. Jesus hørte min bøn, og han har været trofast i alle disse år.

Troen præger samfundet

Da jeg begyndte som minister med ansvar for sikkerhedsspørgsmål, kom jeg til at tænke på en bøn fra 1938-salmebogen, hvor man beder Gud om at bevare os ”fra Djævelens plan og list, fra sult og pest, fra krig og mord, fra oprør og uenighed, fra hagl og uvejr, fra ild og tørke, fra en ond og brat død, og fra den evige død.”
Jeg tror, at århundreder med denne bøn har båret frugt i vores land. Da min datters penge blev hugget i Ghana, advarede de lokale hende mod at gå til politiet, for det ville bare give endnu større problemer. Også en god ven, der er læge i Afghanistan, fortæller, at det øger rædslen og uroen, når man møder politiet på gaden, mens det i Finland skaber tryghed.
Kirker og kristne organisationer har en meget større indflydelse på samfundets stabilitet, tryghed og økonomi, end man normalt tænker på. Ærlighed, arbejdsmoral og respekt for myndigheder og arbejdsgivere er forudsætninger for, at vi kan få den skatte-indtægt, der er nødvendig for at opretholde velfærden. Og harmoniske familier er en forudsætning for at børn og unge kan udvikle sig.

Respekt for menneskeliv

På en af mine arbejdsrejser besøgte jeg Roms katakomber, hvor de forfulgte kristne i Oldkirken gemte sig, og hvor de begravede deres kære. I de mørke, lange tunnelgange var der tusindvis af grave hugget ind i klippen. Det var gribende at se de mange små grave. Roms familieplanlægning gik ud på, at man lod små spædbørn ligge og dø. Det gjaldt især piger og handicappede.
Men de kristne tog hånd om disse børn. Det greb mig dybt, at den kristne minoritet i en svær situation havde mod til at praktisere sine værdinormer: nemlig at respektere helligheden hos selv det mindste og svageste liv, der er skabt i Guds billede.
Denne handlemåde fik historisk betydning for samfundet. Beskyttelsen af børn og respekten for menneskets værd og rettigheder har – ligesom andre love og grundpiller i vor civilisation – dybe rødder i det kristne menneskesyn.

Oprør mod værdierne

Men nu lever vi i en tid med et voksende pres for at frigøre sig fra den kristne tros indflydelse. Det gælder også beskyttelsen af livet og lovgivningen omkring ægteskabet. De sidste årtier er der sket en dramatisk forandring i finnernes tro og forholdet til det kristne grundsyn.
I følge Kirkens Forskningscentral var der i 1999 69 procent, der troede på Jesu opstandelse. I 2011 er dette tal faldet til 36. I 1999 var 60 procent overbevist om at ”Jesus skal komme igen for at dømme levende og døde”; tolv år senere var tallet 28.
Disse tal viser, at vi mere og mere bliver tvunget til at svømme mod strømmen. Selv om vores kirke stadig er flertallets kirke, er den kristne tros grundlære ikke længere flertallets lære.
Apostelen Paulus skrev i Rom. 12,2 til de kristne i Rom: ”Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.” Det er godt at være bevidst om, hvilke af samtidens værdier, der er i konflikt med Guds ord, for ellers følger vi bare med strømmen. Den kristne menighed har til alle tider på et eller andet område levet i konflikt med tidsånden.

Hvad bygger vi på

Jesus fortæller en lignelse om to mænd, der bygger sig et hus. Den kloge bygger på fast grund, den dumme på sand. Den førstes hus braser ikke sammen, da oversvømmelsen kommer, men den andens hus bliver jævnet med jorden.
På samme måde er det afgørende for ethvert menneske og samfund, hvilken grund man bygger på. I Jesu lignelse er den faste grund ham selv og hans ord. ”Den som kommer til mig og hører disse ord og handler efter dem, han er som en klog mand, der har bygget sit hus på klippegrund.”
Når solen skinner, og det ikke stormer, ser det ud til at være lige meget, hvad man bygger sit liv på. Men før eller senere kommer stormen, og da vil et stærkt fundament gøre det lettere at klare sig igennem.
Et samfunds fundament er de værdier, det bygger på. Og når tiderne bliver tunge, vil det vise sig, om vort samfund er bygget på fast grund.
Profeten Jeremias sendte et brev til de mennesker, der var blevet tvangsforflyttet fra Jerusalem til Babylon. Han opmuntrede dem til at leve for deres nye hjemlands bedste, selv under den gudløse Nebukadnesar: ”Stræb efter lykke og fremgang for den by, jeg førte jer bort til, og bed til Herren for den; går det den godt, går det også jer godt,” (Jer 29,7).
Her opmuntres man til at handle for samfundets bedste og at bede for det. Gud taler både til enkelt-personer og hele samfund. Den enkeltes ansvar overfor samfundet er mindst lige så vigtig som samfundets ansvar overfor den enkelte.

Vi tror, taler og lider

Martin Luther talte om ’troens følger’ med disse træffende ord: ”Hvis du tror, taler du. Og hvis du taler, kommer du til at lide. Troen, bekendelsen og korset hører sammen og er en del af at være en ret kristen.”
Vort budskab får mindre og mindre plads, hvis vi ikke udnytter vore rettigheder til at udtale os. Afvisningen bliver stærkere, jo mere vi tier stille om, hvad Bibelen lærer om tidens følsomme spørgsmål.
Og hvis vi nægter menneskene retten til at få kendskab til, hvad synd er, nægter vi dem også muligheden for at finde glæde og tryghed i evangeliet. Visheden om himlen er afhængig af, at Kristus med sikkerhed har sonet vore virkelige synder og er stået op fra de døde.

To slags fanger

I min barndom boede vi ved Konnunsuo Centralfængsel. Om aftenen kunne jeg se fangerne inde bag deres gitre. Sommetider stak de af fra fængslet, og jeg husker, hvordan min far midt om natten kunne tage et gevær og løbe ud for at få fat i de flygtende.
De fanger, som stak af, blev før eller senere fanget og ført tilbage til fængslet for at fortsætte afsoningen. Men nu og da ville Finlands præsident benåde en livstidsfange, så han frit kunne forlade fængselet. Der er stor forskel på en fange på flugt og en benådet fange. Den ene forsøger at vinde sig frihed med egne kneb. Men den anden er blevet benådet.
Begge har begået kriminalitet og er blevet dømt. På samme måde har vi alle forbrudt os mod Guds lov og skal engang dømmes af ham. Det lønner sig ikke at prøve at stikke af, for vi kan blive sat fast når som helst. Lovens lange arm når os på et tidspunkt. Vi kan ikke blive fri på vores egen måde og med egne kneb. Men vi kan alle benådes fra vort fængsel. Nåden er allerede besluttet og skrevet ned, og derfor kan vi begive os ud af fængslet, frie og glade.
”Ham, der ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham,” (2 Kor 5,21). I det hellige bytte på korset tog Kristus ansvaret for alle vore synder og alt ondt og tog også dødsstraffen for dem. Samtidig gav han os sin egen skyldfrihed, hellighed, retfærdighed og evigt liv.

Tilgivelse

I mit hjem var der et meget værdifuldt vitrineskab, hvor mine forældre opbevarede det kaffestel, de havde fået i bryllupsgave. Som lille overtrådte jeg forbuddet og klatrede op på skabet, så det væltede, glasdørene revnede og kaffestellet gik itu. Det var frygteligt. Mor kravlede omkring og græd, mens hun samlede skårene. Jeg kunne på ingen måde rette op på det skete eller ændre det. Men jeg bad om tilgivelse, og mor tilgav mig. Hun har aldrig siden mindet mig om det.
Der findes ting i alles liv, som er gået itu, og som vi ikke længere kan hele. Det eneste, vi kan gøre, er at bede om tilgivelse. Guds nåde er fuldkommen takket være Jesu kors. Han siger: ”Lige netop jeg er den, som borttager jeres synder, for min egen skyld, og jeg husker dem aldrig mere.”
En fængsels-ansat havde glemt at fortælle en fange, at han var blevet benådet. Den ansatte kom for retten, fordi fangen havde siddet bag murene nogle dage ekstra trods benådningen. Så meget mere vigtigt er det, at alle, som tilhører Jesus, spreder budskabet om at synderne er tilgivet og benådningen er besluttet! For både i missionslandene og i vores nærsamfund lever mange i syndens fangenskab, uden evangeliet og håbet om evigt liv.

Vi er stjerner i mørket

Apostelen Paulus minder os om altid at løfte evangeliets ord frem. Han vover endda at sammenligne os med stjerner, der lyser i mørket, når han taler om vore liv ”midt i en forvildet slægt, hvor I stråler som himmellys i verden og holder fast ved livets ord,” (Fil 2,15f).
Ikke fordi vi kristne har lys i os selv, men Guds ord er et lys, som skinner i mørket. Som de, der hører Jesu til, har vi det privilegium at leve vore liv som hans vidner og berette om den vidunderlige nåde og livets gave, som tilbydes alle mennesker.