Netanyahu begynder at vise statsmandskunst

Historien har anbragt statsminister Benyamin Netanyahu i en unik stilling. Man er begyndt at se på ham som statsmand.

 Det er ved at blive stadig mere klart, at blot han vil kunne opnå en aftale – uanset hvor pinagtig –  med palæstinenserne.

 Under en venstrestyret regering kan Israel ikke komme langt med palæstinenserne, for højrefløjen vil torpedere den. Der skal en højredrejet leder til at opnå en aftale, som da statsminister Menahem Begin indgik en aftale med Egypten om en israelsk rømning af Sinai-halvøen.

 Til forskel fra Vestbred-området, som mange på højrefløjen kræver for Israel baseret på en opfattelse af det bibelske Israels Land, var det lettere at afstå Sinai, hvor der ikke var sådanne hensyn.

 Netanyahu står over for en større udfordring, end Begin gjorde det. Han vil blive konfronteret med tusinder af national-religiøse fanatikere, når han vil fortælle dem, at det nu er slut med fantasiverdenen om et Storisrael, at en stor del af bosættelserne skal nedlægges, og bosætterne skal tilbage til Israel.

 Det er måske en opmuntring for bosætterne, at udenrigsminister John Kerry har antydet, at Israel vil beholde 85 procent af bosættelsesblokkene ved en fredsordning. Ingen aner, om dette vil blive slutresultatet. Men det går i den retning.

 For Netanyahu nærmer sandhedens time sig nu. Med store skridt. Det synes, som om det vil falde i hans lod at gå over i historien som manden, der skabte fred for Israel – den historiske helt, der magtede denne opgave.

 Det israelske center vil være med ham, sammen med den moderate højrefløj og – selvfølgelig – venstrefløjen. Den ordning han fik i stand med at få den kidnapppede soldat Gilad Shalit løsladt mod frigivelse af omkring 1000 palæstinensiske fanger, gjorde Netanyahu  populær i vide kredse.

 Dette viser, at størstedelen af israelerne er parat til at acceptere en barsk pris, stillet over for en  god sag.

 Likud-politikeren Netanyahu, der var en indædt modstander af afdøde Yitzhak Rabins fremstød for fred, er tøvende kommet til en opfattelse af en to-stats løsning, og han må nu genopstå som fredsmager.

 Den kendte israelske klummeskriver, Nahum Barnea, skriver, at der er intet i Kerrys svært til-kæmpede aftale om en genoptagelse af israelsk-palæstinensiske fredsforhandlinger om at give noget til Israel –  bortset fra beslutningen om at afholde forhandlinger om at afholde forhandlinger.

 Ifølge Barnea er den virkelige forklaring på den israelske beslutning om at  gå ind for Kerry-kompromis’et Israels forværrede globale status på et tidspunkt, da det behøver Vesten mere end nogensinde, på grund af situationen i Iran, Syrien og Egypten.

 – Netanyahu vil gå til forhandlingsbordet ikke for at opnå en aftale, men for bemyndigelse til sin regering i verdens øjne, skriver Barnea. Det er en skam, at israelerne intet ved om dette.

Så Netanyahu har Israels borgere for sine øjne – eller så  han højrefløjen i sit parti? Det er en skam, at han ikke vil fortælle borgerne, hvad han i sin embedsperiode har erfaret om magt-begrænsning. Han kunne have sagt til dem,  at USA er en verdensmagt, der har råd til at løslade terrorister, men at Israel ikke kan tillade sig en sådan luksus.

 Morgenavisen “Ha’aretz”, der plejer at være svært kritisk over for Netanyahu, skriver i en leder, at at  han nu er begyndt at vise de første tegn på statsmandskundskab.

 I lederen står der:

 – Netanyahu har indset behovet  for at redde Israel ud af en diplomatisk dybfrysning, som det er blevet dømt til under Netanyahus tre statsminister-perioder. Han bar vist, at hvis han ønsker det, kan han lede og tilmed få dristige tiltag godkendt. Han fik regeringen til at godkende fangeløsladelse med et afgørende flertal, skønt hans regering er højredrejet. Det voksende internationale pres, amerikansk og europæisk, bar frugt, og Netanyahu forstod tilsyneladende, at uden en diplomatisk proces ville Israel nærme sig afgrunden.

 Lederartiklen fortsætter:

 –  Netanyahu viste mod og ledte en bevægelse om at løslade fanger, i stærk modsætning til hans tidligere erklærede stilling, fordi dette var en nødvendig betingelse for genoptagelse af forhandlinger. Han fortjener store lovord for dette. Han vil stå over for at træffe beslutninger endnu sværere end at løslade fanger. Det er ikke blot en mulighed for Netanyahu i hans livstid, det er også Israels store mulighed for at ændre dets omdømme og forbedre dets internationale stilling.

 Lederen slutter:

 –  Beslutningen om fangeløsladelse bør være en vigtig lærestreg for Netanyahu. Hvis han vil, kan han få regeringen til  at godkende næsten hvad som helst, til trods for modstand fra den ekstremistiske højrefløj. Fra nu af vil han ikke længere kunne gemme sig bag den afsvækkede undskyldning, at han virkelig ønsker – men ikke kan. Hvis der bliver fiasko for forhandlingerne, vil det yderligere forværre Israels internationale stilling. Verden er syg af okkupationen, og der vil ikke være nogen undskyldning som vil frikende os. Et glimt af håb er tændt. Israel må ikke slukke det.