Nye tv-missionærer ansat
Mission Afrika har ansat Anna og Thomas Lindbock som missionærer ved SAT-7 på Cypern.
Mission Afrika har netop ansat ægteparret Anna og Thomas Lindbock som missionærer ved den kristne tv-station SAT-7 på Cypern.
På tv-stationen skal Anna arbejde som projektadministrator på hovedkontoret, mens Thomas vil engagere sig i frivilligt kirkeligt arbejde i området.
Herre, her er vi! Brug os!
Anna er 32 år, uddannet historiker og projektleder og gift med Thomas på ellevte år. Hun har siden 2009 arbejdet som projektleder og udviklingskonsulent i Høje-Taastrup Kommune med fokus på socialt udsatte grupper.
– Den viden og erfaring, som Gud har velsignet mig med gennem et særdeles meningsfuldt arbejde, ønsker jeg nu at bruge i tjenesten for ham. Det er mit inderlige håb, at jeg gennem arbejdet for Mission Afrika og SAT-7 kan medvirke til at støtte de kristne i Mellemøsten og Nordafrika til frimodigt og åbent at vidne om og leve for Jesus Kristus, mens de afhjælper nød og bidrager til det samfund, som de lever i. Guds kald skaber rum for, hvad Gud ønsker at gøre, hvis bare vi tror og handler på det. Herre, her er vi! Brug os!, fortæller Anna.
Tv til millioner af hjem
SAT-7’s vision er at være kirkens stemme i Mellemøsten og Nordafrika, hvor kirken ellers ingen stemme har. For de kristne i regionen, som mange steder lever uden megen kontakt til andre kristne, er SAT-7 kirke direkte hjem i stuerne.
Anna og Thomas bliver del af en medarbejderstab med mange andre internationale medarbejdere.
Søndag d. 25. august markeres udsendelsen af Anna og Thomas Lindbock med gudstjeneste og efterfølgende kirkekaffe i Københavns Frikirke, Filippavej 3, 1928 Frederiksberg C. Denne dag er alle meget velkomne til at komme og møde Anna og Thomas og være med til at sende dem godt af sted mod deres nye opgave.