Sat på sidelinjen

Vi sad ved kaffepausen på kontoret og udvekslede nyt fra hjemmefronten efter ferien. For to af os betød feriens afslutning også afsked med efterskolebørn. For mit vedkommende for andet år i træk.

Når jeg skal forholde sig til de nye vilkår med et efterskolebarn, kan det absolut være en fordel at mindes min egen efterskoletid. Alligevel overrasker det mig igen og igen, hvordan det føltes at være på ”mor-siden”.
Uanset hvor meget man forbereder sig på forskellige stadier i mor-rollen, er det nok umuligt at gennemskue, hvilke følelsesregister man skal igennem. Men gode råd og andres erfaringer er ikke at foragte. I år har Efterskoleforeningen endda udgivet et helt magasin med artikler, som skal udruste forældre til at hjælpe børnene godt i gang med efterskolelivet.
Her følger nogle af mine erfaringer fra sidste år, som jeg lige må minde mig selv om, idet vi kaster os ud i endnu et efterskoleår:

Acceptér, at du nu er sat på sidelinjen. Andre elever og efterskolens voksne er nu dit barns fortrolige, opdragerne og rådgivere.

Indstil dig på, at du ikke nødvendigvis bliver kontaktet, med mindre det drejer sig om penge eller transport til og fra hjemmet.

Undlad ikke at give opmærksomhed, selv om du føler dig lidt svigtet (og du ved godt, at du burde være en moden voksen, som ikke nedlader sig til den slags følelser!)

Husk at opmærksomheden skal være i form af små hyggelige pakker med spiseligt indhold (undgå forstyrrende telefonopkald). Eller alternativt en sms om, er der er sat lidt ekstra lommepenge ind på kontoen.

Panik ikke, når der spørges om tilladelse til at prøve alternative frisurer (som naturligvis gerne udføres af en medelev) som fx kronragning, sidecuts mm. Hellere nu mens de er 15, end når de er 35.

Deltag i så mange af skolens åbne arrangementer som muligt. Også selv om dit efterskolebarn ikke netop plager dig om at komme. Og forbered dig på at blive mødt af et nonchalant ”hej” og ikke nødvendigvis en kærligt knus, når du tropper op på skolen.

Og til sidst og vigtigst af alt – husk at vores himmelske Far fortsat er med både dig og din teenager – nogle gange på sidelinjen (når det tjener os bedst), men altid opmærksom.