Unge skæbner i modstandskampen

Danske modstandsfolk spillede en vigtig rolle under Anden Verdenskrig. Mange betalte for indsatsen med deres liv. Nogle af dem var unge mænd, andre var stadig teenagere.
Få uger før frihedsbudskabet fra BBC nåede til Danmark, blev den 21-årige Kim Malthe-Bruun dømt til døden ved en tysk krigsret.

Fra sin celle i Vestre Fængsel skrev han den 4. april 1945 et afskedsbrev til sin mor: ”… Jeg er kun en lille Ting, og min Person vil meget snart være glemt, men den Idè, det Liv, den Inspiration, der fyldte mig, vil leve videre. Du vil træffe den overalt, i Træerne om Foraaret, i Mennesker, du møder på din Vej, i et kærligt lille Smil …”
Som frihedskæmper kom Kim Malthe-Bruun til at betale den ultimative pris og blev henrettet af tyskerne to dage senere i Ryvangen.

En måneds tid senere blev det ikke forundt en anden ung modstandsmand og idealist af samme støbning, den 16-årige elektrikerlærling Helge Henningsen, at få taget afsked med sine kære i de sidste timer inden døden.
Tidspunktet var fredag den 4. maj 1945, kun få timer før frihedsbudskabet fra BBC nåede til Danmark. Stedet var Det Nye Missionshotel på Østre Stationsvej i Odense, hvor den unge Helge Henningsen tilfældigt faldt i snak med to mænd, der udgav sig for at være modstandsfolk, der var gået under jorden.
Trods sin unge alder var Helge involveret i modstandsbevægelsens aktiviteter og det illegale arbejde på Fyn. Han kom netop fra Odense Banegård, hvor han var blevet standset og visiteret af Gestapo.
Drengen var sluppet med skrækken, men turde ikke længere blive i Odense. Han søgte desperat efter en måde at slippe ud af byen, og de to mænd – det viste sig senere at være John Kolling og Helge Keil – tilbød ham kørelejlighed til Jylland.

Tragisk slutning

Forfatteren Peter Øvig Knudsen fortæller i sin bog Birkedal, at Helge Henningsen havde hjulpet de to mænd med at slæbe nogle benzindunke ned fra hotelværelset, og med Keil ved rattet kørte de alle mod Middelfart. Efter at have spist middag på Blommenslyst Kro, fortsatte de den videre tur, da Keil drejede ind på en lille skovvej. Drengen blev kommanderet ud af bilen, mens Keils veninde Sonja blev siddende og ventede.
Peter Øvig Knudsen fortæller, hvad der derefter skete: ”Med Kollings maskinpistolmunding i ryggen blev Helge Henningsen ført ind i skoven, og kort efter tabte Sonja dem af syne bag en bakke. Efter fem eller ti minutter hørte hun en hurtig serie skud inde fra skoven, og et øjeblik efter vendte Keil og Kolling alene tilbage …”
Såvel John Kolling som Helge Keil var medlemmer af den måske mest frygtede terrorgruppe under besættelsen, Birkedalgruppen, ledet af grosserersønnen Ib Birkedal Hansen fra Strandvejen i Aarhus, der fra efteråret 1944 fungerede direkte under det tyske sikkerhedspoliti. Alene i 1944/45 gennemførte gruppen 28 drab på modstandsfolk.

Tysk kapitulation

Kun få timer efter mordet på Helge Henningsen fik det danske folk om aftenen den 4. maj 1945 besked om tyskernes kapitulation over radioen i BBCs udsendelse til Danmark.
Midt i oplæsningen af nyhederne holdt speakeren Johannes G. Sørensen pludseligt en ti sekunders pause, hvorefter han sagde de berømte ord, der tydeligt gik igennem de tyske støjsendere: ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.”
Hele landet var en sydende heksekedel. Store menneskemasser samledes spontant i gaderne og omfavnede hinanden. De forhadte mørklægningsgardiner blev flået ned, og tændte stearinlys sat i vinduerne, man jublede, græd af glæde og sang nationalsange til langt ud på natten.
Klokken 8 den næste dag trådte den tyske kapitulation i kraft, og alle landets kirkeklokker begyndte at ringe frihedsbudskabet ind.

Blodig befrielsesdag

I Helge Henningsens hjemby Odense skulle befrielsesdagen den 5. maj 1945 blive den blodigste dag under den fem år lange besættelse. Heftige ildkampe mellem modstandsfolk, hipoer og tyske soldater gjorde den indre by til en veritabel krigszone og kostede 11 modstandsfolk og 13 civile livet, mens 80 personer blev såret.
Tre dage senere blev der afholdt en mindehøjtidelighed på Flakhaven i Odense, hvor tusinder strømmede til for at mindes besættelsens faldne frihedskæmpere.
Glæden i befrielsesdagene var iblandet sorg over de mange danskere, der mistede livet under besættelsen for deres indsats i modstandsbevægelsen. Man tænkte på dèm, man savnede – dèm, der ikke klarede den.
Den 16-årige Helge Henningsen var én af dem …

Danske terrorister

De to medlemmer af Birkedalgruppen, Helge Keil og John Kolling, der stod bag drabet på Helge Henningsen, var blandt de sidste af besættelsestidens terrorister, der fik regnskabet gjort op.
Statsadvokaten havde ved alle retsinstanser beskrevet dem som ”besættelsestidens mest rå og utiltalende terrorister”, men tiden arbejdede for de anklagede, og mildere politiske vinde kom dem tilgode.
Helge Keil blev dødsdømt ved Københavns Byret i 1948, idømt livsvarigt fængsel ved Østre Landsret året efter, men benådet i 1956.
John Kolling blev dødsdømt ved Københavns Byret i 1948, dommen blev stadfæstet ved Østre Landsret året efter og ved Højesteret i 1950. Benådet den 18. juli 1950 og løsladt i 1959.

Skoleelever udfordrede

Tidligere under besættelsen, i foråret 1942, havde en flok halvvoksne skoleelever i Aalborg, Churchill-klubben, formået at udfordre tyskerne med ildspåsættelse, hærværk og våbentyverier, og historien spredte sig som en løbeild over hele landet. Beretningen om drengenes illegale aktioner vakte beundring og inspirede mange unge til at gå ind i modstandsarbejdet.

Fem henrettelser

Blandt de mange unge, der mistede livet i kampen mod den tyske besættelsesmagt, var også fem frihedskæmpere, der torsdag den 2. december 1943 blev henrettet af tyskerne på Skæring Hede nord for Århus:
Anders William Andersen, 19 år, Oluf Akselbo Kroer, 27 år, Sven Christian Johannesen, 20 år, og Otto Andreas Konrad Manley Christiansen, 19 år, alle fra Randers, samt Georg Mørk Christiansen, 22 år og fra Århus. Unge mænd, der havde været med i adskillige industri- og jernbanesabotager, bl.a. sporskifteanlægget på baneterrænet ved Århus Hovedbanegård og sprængningen af Langåbroerne.
De overordnede engelsk/danske planer for den danske modstand i efteråret 1943 var at sinke tyskernes troppe- og forsyningstransporter gennem Jylland, og natten mellem den 17. og 18. november 1943 blev jernbanebroerne over Gudenåen ved Langå sprængt ved en større sabotageaktion, udført af de unge fra Århus og Randers. Togtransporterne på jernbanelinjen var afbrudt i 12 døgn, den længste afbrydelse af en linjestrækning i Danmark under hele besættelsen.
Men allerede efter få dage var Gestapo ved hjælp af stikkere på sporet af sabotørerne, og modstandsgruppen blev trævlet op. Den 24. november 1943 blev de fem unge mænd stillet for en tysk krigsret i Århus og dømt til døden ved skydning. Deres ansøgning om benådning blev afslået den 1. december, og allerede den næste morgen blev de unge modstandsfolk ført fra arresten til Skæring Hede for at blive henrettet.
Straks efter ankomsten blev de bundet med reb til fem pæle, og henrettelsespelotonen, der bestod af 50 tyske soldater, kunne gå i aktion. Henrettelserne fandt sted ved kuglefangsvolden 100 meter fra stranden, og her står også mindestenen med navnene på de fem unge mænd.

Afskedsbrevene

Kort før henrettelsen fik de unge modstandsfolk at vide, at de måtte skrive et afskedsbrev til deres pårørende. Den 27-årige Oluf Akselbo Kroer skrev et gribende brev til sine kære. Hér er et uddrag:
”Kære Mor og kære allesammen!
Ja, saa er det forbi, der var dog saa meget, som jeg gerne vilde have sagt jer alle. Jeg ryster lidt på Haanden, ikke fordi jeg er bange, men jeg ved jo, at den kommende Tid vil blive værre for jer end for mig.
Ja, lille Mor, Tak da for alt, hvad du har været for mig, du, som har maattet være baade Far og Mor for os alle, du har altid staaet for mig som Idealet af en Mor …
… Mor, du skal vide, at jeg går i Døden som en troende Mand, jeg ved, at vi engang skal mødes igen, og saa er det hele ikke saa svært …
Gud være med jer alle.
Jeres Oluf.”