Danmission vokser videre

Både økonomisk og organisatorisk vokser Danmission stadig videre med sit største årsregnskab nogensinde og sammenlægningen med foreningen IKON.

2012 blev endnu et rekordår for Danmission.

De samlede indtægter nåede 67,2 mio. kr., hvilket er det højeste i den folkekirkelige organisations historie – og er 11 mio. kr. mere end året før. Det fremgik af regnskabet, da Danmission i sidste weekend i august holdt repræsentantskabsmøde.
Samtidig godkendte missionsorganisationens repræsentantskab sammenlægningen af Danmission og den tværkirkelige forening IKON.
Louise Buch Viftrup, formand for IKON, siger:
– Vi ønsker med sammenlægningen at gøre dialogarbejdet bedre ved at samle kompetencerne, så endnu flere mennesker kommer til at møde hinanden i dialog om tro og livssyn. IKON er en tværkirkelig forening, der i 21 år har arbejdet med kristent dialogarbejde. Vi tror på, at vi både lærer os selv, den anden og Gud at kende i dialogen med andre.
Danmission arbejder med kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse i Afrika, Asien og Mellemøsten. De rekordhøje indtægter i 2012 er især brugt på dialog- og udviklingsarbejde i Egypten, nødhjælp til Syrien og fattigdomsbekæmpelse i Tanzania og Myanmar.

Testamenter og Danida

Det gode resultat skyldes blandt andet, at endnu flere har valgt at tilgodese Danmissions arbejde i deres testamente. Danmission arvede næsten 1 mio. kr. mere i 2012 end året før, så de samlede arveindtægter blev på 5,7 mio. kr. Derudover er Danmissions samlede bidrag fra Udenrigsministeriet vokset med næsten 10 mio. kr. fra 2011 til 2012.
– Det har i årets løb været meget opmuntrende at mærke den stærke opbakning til Danmissions arbejde. Der er hårdt brug for indsatsen – fx i det borgerkrigshærgede Syrien, hvor vi arbejder både med nødhjælp inde i selve landet og med dialog, siger Mogens Kjær, Danmissions generalsekretær.

Fordoblet

– På 10 år er Danmissions samlede indtægter mere end fordoblet fra 32,9 mio. kr. i 2002 til 67,2 mio. kr. i 2012. Set i det lange perspektiv kommer den største stigning fra Danmissions genbrugsarbejde og fra Udenrigsministeriet gennem Danida og Det Arabiske Initiativ. Men fremgangen bygger på, at Danmission er en stærk kirkelig bevægelse med mange engagerede mennesker. Sammen er vi Danmission! Der ville ikke være noget genbrug i Danmission, hvis det ikke var for de frivillige, og Danida/DAI ville ikke være så begejstrede for Danmission, hvis vi ikke havde den stærke folkelige forankring, siger generalsekretæren.
Sammenlægningen med IKON bliver en realitet, hvis IKON’s generalforsamling siger ja senere på efteråret.
IKON har 300 medlemmer, 100 gavegivere, 500 abonnenter, 65 folkekirkemedlemskaber og en solid økonomi med egenkapital.
På spørgsmålet om, hvad Danmission får ud af sammenlægningen med IKON, svarer Jørgen Skov Sørensen fra Danmissions bestyrelse:
– IKON er som kirkelig organisation frontløber inden for dialog med en lang række aktiviteter og en stor skare aktive frivillige. Med en sammenlægning får Danmission adgang til viden og praktisk erfaring på området, som i Danmark næppe findes stærkere end i IKON. En sammenlægning styrker begge partner – og styrker dermed også folkekirken.