Hymns From Nineveh – Visions
Hymns from Nineveh har efterhånden etableret sig i det danske musiklandskab og med “Visions” stadfæstes det.
Visions er Hymns from Ninevehs fjerde udgivelse – og hvilken en! Dette album byder velkommen på en stille, men selvsikker måde. Det lyder af overskud, af lethed, af ro, af nærvær og af ånd.
Dette album er både højtideligt og ukompliceret. Det er nemt at gå til og samtidigt vækkes nysgerrigheden. Allerede ved første gennemlytning fornemmes en dybde som de smukke melodier og skønne tekstunivers rummer. Det er smukt at opleve beretningen om kvinden der blev grebet i utugt, gennem Jonas H Petersens øjne, når han forstiller sig at stå lidt i baggrunden og overvære hele optrinnet.
Lyrisk er Visions også virkelig stærkt. Skønne tekster, som drømmende maler den ene smukke scene efter den anden.
For denne anmelder har det været en stor åndelig oplevelse at dykke ned i disse tekster, uden at vide hvor dybe de er. Jo flere gange jeg har lyttet til dette album, jo bedre er det blevet. Disse tilsyneladende simple sange er små mesterværker, som hver især hilser mig velkommen, som var de venner fra min barndom.
Sangene synes tidsløse og efter blot en lille uge med dette album, virker det som om melodierne har været i mit sind i årevis. Glæd dig til at du tager tiden til at opleve Visions, mindst et par gange. Det fortjener det.
Torben Schmidt