Kollektivt lettelsens suk verden over ved russisk-amerikansk aftale

Et vældigt kollektivt suk høres nu over hele verden over den russisk-amerikamerikanske aftale om ødelæggelse af Syries kemiske våben, hvilket kan medføre en spire til større fred i verden.

Sådan skriver den amerikanske professor (i diplomati og international politik) R. Nicholas Burns, Harvard Universitet) idag i New York  Times.

Han skriver bl.a.:

– Den  usandsynlige redningsmand, den kyniske og kalkulerende Vladimir Putin, greb øjeblikket i den syriske hængedynd ved at tilbyde en slags livlinje til de kæmpende amerikanske og russiske regeringer. Målet var, at Syrien skulle opgive de kemiske våben, som Damaskus i årtier har sagt, at det aldrig har haft – og at der nu ikke er noget behov for amerikanske flyangreb.

Sukket høres i Det hvide Hus, USA’s kongres og præsident Bashar Assads palads i Damaskus, skriver Burns.

Ifølge Burns har præsident Barack Obama ret til at vandre ad den diplomatiske vej sammen med Putin.

– Hvis der er en chance for at løse krisen fredeligt, skal vi tage den, skriver han. Men det bliver langtfra let. USA og Rusland er ikke nær en afslutning. Udenrigsminister John Kerry har hænderne fulde med at slås med den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov. Uden en fortsat trussel om magt, vil den syriske regering aldrig opgive våbnene. Og så har USA ingen effektiv måde at få Assad til at betale for hans påståede brug af Sarin-gas mod forvarsløse  civile og hindre fremtidig brug af dette.

Kerry til Israel

Kerry ventes til Israel idag efter at have afholdt møder i Paris med sine kolleger fra Frankrig, England og Saudi-Arabien. Han vil orientere den israelske ledelse om sine samtaler med Lavrov. Han var sidst i Jerusalem i juli, da han anførte et intensivt pendul-diplomati, som førte til en genoptagelse af de afbrudte isaelsk-palæstinensiske drøftelser.

Israels tidl.  viceudenrigsmiister, Danny Ayalon, betegner udvklingen som “en enorm succes” for Rusland og en personlig bedrift for præsident Vladimir Putin.

USA “blot i en støtterolle”

For første gang siden den anden verdenskrig spiller USA blot en støtterolle, siger han.. USA må optage dets ledende rolle, særligt hvad angår Iran.