Spiller Second Life
Kære Suh
Jeg har en ven, som bruger rigtig meget tid på at spille Second Life, nogle gange flere timer om dagen – kan det ikke være lidt farligt at bruge så meget tid på en fiktiv verden? Mister man ikke efterhånden evnen til at være i den virkelige verden?
L.
Kære L.
(Til dem, der ikke måtte vide det: Second Life er et computerspil, hvor man i en alternativ virtuel virkelighed kan skabe og være en person efter eget ønske.)
Jo, jeg er ikke i tvivl om, at man kan blive så opslugt og nærmest afhængig af den virtuelle verden, at man til sidst mister både lysten til og følingen med den rigtige verden.
Nogle vælger jo desværre næsten den virtuelle verden helt bevidst, fordi de er kede af deres liv i den virkelige. I den virtuelle verden kan de få den succes og tilfredshed med sig selv, som de ellers ikke oplever. Desværre er det jo netop ikke virkeligheden, og det triste er, at den tid og energi, som de lægger i den virtuelle verden, i stedet kunne investeres i den virkelige verden og faktisk give dem nogle af de sejre, som de længes efter dér.
For at afgøre om der er virkelig grund til bekymring, må man dog igen som altid huske at se det hele i et bredere perspektiv: hvis din ven bruger flere timer om dagen på at spille Second Life, men derefter stadig har lyst til og energi til at være sammen med jer andre i den virkelige verden, så er problemet måske heldigvis ikke så stort.
Men du kan jo altid lufte din bekymring for ham og håbe på, at det er med til at forebygge, at det udvikler sig yderligere.
Hilsen Suh