Åndens frugt er…
Karmelittermunken Wilfrid Stinissen giver i sin bog ”Den nye vin” god undervisning om Helligåndens virke i og gennem kristne.
”Jeg har fået Helligånden. Hvis jeg helt og fuldt tør tro på det, begynder Åndens frugter at modnes”, siger Wilfrid Stinissen i bogen Den nye vin – Om Åndens frugter, og han fortsætter ”Overgiver du dig til Helligånden, vil du aldrig blive svigtet. Han vil føre dig ind i frihedens land”.
Det glæder og overrasker mig at finde disse ord i en bog af en katolik. Wilfrid Stinissen er født i Belgien, men har siden 1967 boet i Sverige. Han er dr.phil, katolsk præst og karmeliterbror, og han har virkelig overrasket mig.
Åndens frugt: kærlighed
Han henviser til Paulus i Galaterbrevet 5,22 og gør det klart, at Paulus bruger Åndens frugt i ental – frugt og ikke frugter – og slår derefter fast, at Helligåndens eneste frugt er kærligheden og at dem, han bagefter remser op, er kærlighedens egenskaber. En vigtig pointe at få med. Derfor er det mærkeligt, at bogens undertitel er ”Om Åndens frugter” og at han mange gange opererer med netop dette begreb. Alligevel fremgår det klart, at kærligheden er Åndens frugt, de øvrige ”dyder” er delfrugter.
Man mærker, at forfatteren er katolik. Det ser vi i hans vægtlægning på lidelsen, rosenkransen og diverse helgener. Det vil nogle opfatte positivt, andre vil rynke på næsen af det, men hvorfor ikke bare koncentrere sig om den rigtig gode undervisning omkring kærligheden og dens bifrugter: glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, ydmyghed, sagtmodighed og selvbeherskelse.
Kærligheden, den egentlige Åndens frugt, fylder meget i bogen, og det hedder bl.a. ”Lever man under Helligåndens regime, ser man med kærlighedens øjne. Og det er kun kærligheden, der kan se den dybe virkelighed. Det, som du ikke elsker, vil du aldrig helt kunne forstå. Det er bibelsk visdom, at man ikke ’kender’ et medmenneske, hvis ikke man elsker det. Med dine åndelige øjne, med kærlighedens øjne, ser du, at mennesker, som er faret vild, genfortæller første del af Jesu lignelse med deres liv. Men du ved også, at der findes en anden del, at man kan gå tilbage til sin far og lade sig finde. Du ser, at vi alle skal samme vej, og at vi alle er brødre og søstre i samme familie.”
Først og fremmest gave
Gennem bogen gennemgås de otte bifrugter, men pladsen tillader ikke, at vi kommer nærmere ind på det. Læs selv bogen og indse, hvad Helligånden kan betyde og virke i dit liv, et himmelsk liv, som er begyndt allerede her på jorden. Forfatteren slår fast, at jo mere vores liv er i overensstemmelse med Gud og hans vilje, desto lettere bliver det at opfange Helligåndens signaler.
Forfatteren slår også fast, at bogen hverken handler om regler eller ”skal” og ”bør”, men om Åndens frugt. Hvordan ser det liv ud, hvor Ånden får lov til at blæse, hvorhen han vil? At reducere kristendommen til regler og befalinger er en skæbnesvanger lemlæstelse af den kristne virkelighed. Hvis vi hele tiden fokuserer på, hvad vi skal gøre, og glemmer at lægge mærke til, hvad vi har fået, vender vi op og ned på det hele. Kristendom er først og fremmest en gave, vi har fået, et helt nyt liv.
Der er enkelte steder, hvor jeg tager afstand fra forfatterens holdning. Det gælder specielt der, hvor han går ind for evolutionsteorien og gør den til en del af skaberværket, men det ændrer ikke ved, at det er en brugbar undervisning omkring det nye liv, Helligsåndens virke i og gennem kristne og om Åndens frugt virksom i kristnes liv.
Wilfrid Stinissen:
Den nye vin
– Om Åndens frugter
207 sider • 199 kr.
Boedals Forlag