Bankmand vil promovere Bibelen
Til hverdag er Kåre Meier Brosbøl pensionsrådgiver i Danske Bank.
Kåre M. Brosbøl bor i Tjørring udenfor Herning med hustruen Lene og deres tre drenge.
Takker af efter otte år
Siden lørdag den 28. september, hvor foreningen havde årsmøde, har Kåre desuden været formand for Bibellæser-Ringen.
Han overtog formandsskabet efter Henning Lysholm Christensen, som ønskede at takke af efter otte år på posten.
Ligesom Henning Lysholm Christensen er Kåre Brosbøl også aktiv i Luthersk Mission.
Han er glad for sin nye formandspost.
Bibelen med i den hektiske hverdag
– Bibellæser-Ringens vigtigste opgave er at hjælpe mennesker til at være i kontakt med Gud gennem bibellæsning, hvilket kan være svært i en hektisk hverdag, siger den nye formand, som er 38 år.
Kåre ønsker, at Bibelæser-Ringen kan give inspiration til bibellæsning for alle kristne i Danmark.
Nyt fokus på bibellæsning
– Jeg håber, at kirker, missionshuse og andre kristne fællesskaber vil sætte fokus på bibellæsning, så flere får glæden af at blive fyldt af Guds Ord – endda så meget, at de må flyde over og give Ordet videre til dem, som ikke har hørt det endnu, svarer Kåre på spørgsmålet om, hvad visionen for Bibellæser-Ringens arbejde er.
Flere må møde Gud
Han retter også en tak til sin forgænger for, at han har været med til at føre Bibellæser-Ringen til, hvor den er i dag, og været med til at opretholde Bibellæser-Ringens fokus: At flere må møde Gud!
Bibellæserringen udgiver hvert år bibellæseplaner for både børn, unge og voksne.