En opvaskebalje beviste Guds kærlighed

Ann Mae begyndte at tvivle på, om Gud var der for hende, og hun var tæt på at stoppe med at komme i kirken. Men så ændrede en oplevelse med en opvaskebalje hele situationen… 

De blev ved med at snakke om, at Gud ville svare på vores bønner, og at han kom til de knækkede. Ann Mae mærkede tårerne presse på, og frustrationen blev bare større og større…

Ann Mae Sørensen kom ikke fast i en kirke som barn. Hendes oplevelse af kirke var den, hun havde fra nogle få besøg i folkekirken, og det fangede hende slet ikke:
– Mit syn på kirken dengang var, at det var meget kedeligt, og der kun kom gamle mennesker til gudstjenesterne. Det har nok også haft en betydning, at der ikke var nogle af mine venner, der gik i kirke, siger Ann Mae Sørensen, som bor i Randers.

Kæmpe digitalt ur og høj musik

Hun skulle dog snart opdage, at kirke kan se ud på en helt anden måde. Ungdomskirken Skywalk holdt en aften et møde på hendes gymnasium.
– Det gik hurtigt op for mig, at frikirken og folkekirken overhovedet ikke kan sammenlignes. Selvfølgelig samles vi om det samme, men frikirken er bare så meget mere indbydende end folkekirken, mener hun.
Ann Mae havde længe været nysgerrig på, hvad Skywalk var for en kirke. Hun var glad for, at de nu holdt et møde på hendes skole:
– Så jeg følte ligesom, at de kom til mig, og at det var mig, der var på hjemmebane. Jeg kan huske, at jeg kom til café, som blev afholdt i kantinen inden mødestart, og 10 minutter inden start gik der to store døre op ind til hallen, hvor der var et kæmpe digitalt ur på storskærm, der talte ned til mødets start, og høj musik, der spillede.
– Folk begyndte at danse og trak lige så stille ind i hallen. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var lidt mærkeligt, at de kaldte det her for en gudstjeneste, for det var så langt fra alt, hvad jeg tænker, når jeg tænker på gudstjeneste, husker hun tilbage.

Passion og et kærligt fællesskab

Under mødet stod folk med løftede arme og lukkede øjne og priste Gud. Ann Mae fik øje på en af drengene fra hendes klasse, der stod sådan:
– Jeg var vant til at se ham i skolerelaterede sammenhænge, så det var helt underligt at se ham så passioneret omkring det her, forklarer hun.
Hun syntes, at det var lidt mærkeligt, at alle ”gik så meget amok” over det hele. Men oplevelsen havde også gjort hende nysgerrig.
– Jeg var blevet fuldstændig lamslået af al den kærlighed, man kunne mærke fra starten af. Det fællesskab de havde med hinanden, var ikke til at tage fejl af. Det var blandt andet også derfor, jeg fortsatte med at komme i Skywalk. Man følte sig ønsket, og der var så mange, der gerne ville snakke med en og vide, hvad man var for én, forklarer hun.

Leukæmi og tårer

Efter en rigtig god tid i kirken kom Ann Mae ind i en længere periode, hvor hun ikke følte sig værdsat i kirken.
– Jeg følte, at de var ligeglade med mig, og at de tog mig for givet. Oven i det havde min mormor kæmpet med leukæmi i nogle måneder, og det begyndte også at blive rigtig slemt lige i dén periode. Der var bare en masse ting, der gik mig på fra så mange steder i mit liv, og jeg gik konstant rundt og var ked af det, siger hun.
Det blev værre og værre. Men gang på gang hørte hun fra scenen, at Gud ønsker at nå ud til de brudte hjerter og dem, som har det svært.
Det var svært at acceptere for Ann Mae, som oplevede noget helt andet i sit eget liv. Hun kunne til sidst ikke tage til et møde uden at græde, fordi det gik hende så meget på.
– Det gjorde mig sur, for jeg følte bestemt, at jeg havde brug for en, der ikke nødvendigvis var min mor eller min veninde, der kunne komme til mig og fortælle, at alt nok skulle blive okay igen.
– Jeg begyndte til sidst at tænke, at det ikke var værd at bruge tid på, når jeg ikke følte, at de ting, der blev sagt på møderne, var sande, siger hun.

Opvaskebaljen

Til et af møderne fortsatte alle tilsyneladende med at snakke om, at Gud ville svare på vores bønner, og at han kom til de knækkede.
– Jeg kan huske, at tårerne bare væltede frem nærmest fra start til slut, og jeg havde absolut ingen kontrol over det.
Hendes veninde spurgte hende, om de ikke skulle gå ud på toilettet for at snakke om det.
– Jeg fortalte hende, at jeg ikke kunne se nogen mening med det her, for jeg mente bestemt, at Gud burde have vist sig nu. Jeg følte mig nærmest helt sur og vred over, at der ikke var sket noget endnu.
Veninden spurgte, om hun ikke måtte bede for Ann Mae.Det måtte hun gerne, og hun bad derefter Gud om at komme med sin kærlighed og vise hende, hvor meget han så og elskede hende.
Efter bønnen tørrede Ann Mae tårerne af kinderne og fik samlet sig selv nogenlunde, så de kunne gå ud til mødet igen.
– Da vi åbner toiletdøren, står der en af vores fælles veninder uden for døren og venter på os. Hun fortalte, at hun havde ledt efter mig rundt omkring i kirken, fordi Gud havde sagt til hende, at hun skulle finde mig. I hånden havde hun en opvaskebalje, og jeg tænkte, at det da var meget mærkeligt, at hun stod med den.
– Hun fortalte mig så, at Gud havde sagt til hende, at hun skulle finde mig og vaske mine fødder, mens hun fortalte mig, hvor meget Gud virkelig elsker mig, og hvor perfekt jeg er skabt i hans billede. Da hun sagde det, brød jeg fuldstændig sammen igen. Det var præcis det, jeg havde bedt om, og som min veninde lige havde bedt for, at der måtte ske.

En ny tryghed

Oplevelsen har givet Ann Mae en helt ny tryghed i, at Gud er der for hende.
– For mig var det sindssygt bekræftende, for vores fælles veninde kunne på ingen måde have vidst, hvad det var, vi lige havde snakket om ude på toilettet. Det beviste virkelig over for mig, at Gud svarer på bønner, og at han virkelig kommer, når der er brug for ham. Jeg har tit tænkt på, hvorfor han først gav mig et tegn så sent; men jeg tror virkelig på, at Gud aldrig kommer for sent, siger hun.
– Hvor jeg før har været nærmest sikker på, at der ikke fandtes en Gud, lever jeg i dag i troen på, at han findes.
– Det er så fantastisk at vide, at der findes en i den her verden, der er så interesseret i dig, at han vil være en del af dit liv – ja, faktisk så meget, at han døde på korset på grund af det. Det kan stadig gøre mig helt mundlam, at han virkelig døde for os. Fordi han elsker os så ubeskrivelig meget, siger Ann Mae og fortsætter begejstret:
– Tænk sig, at så stor og mægtig en Gud vil kendes ved lille bitte mig – det er jo for vildt altså!