Gianna Jessen: – Jeg overlevede min abort

Dette er historien om Gianna Jessen, som skulle have været en abort. Hun overlevede, men måtte nu blandt flere ting forholde sig til, at hun var spastisk lammet.

6. april 1977. Det var tidligt om morgenen, da den 17-årige Tina trådte ind på abortklinikken. Efter at have udfyldt og underskrevet forskellige formularer fik hun en indsprøjtning med en kogsaltopløsning. Efterfølgende skulle hun lægge sig på en af de mange senge, der stod i en stor sal på klinikken. Hun var ikke alene.

Der lå eller sad cirka 30 andre gravide kvinder – de fleste af dem teenagere – i salen. I løbet af dagen satte veerne ind hos dem alle, og de nedkom med døde babyer. Kun hos Tina skete der tilsyneladende ikke noget.
Da fostervandet gik kort før midnat, vækkede hun sygeplejersken.
– Det er fint, sagde sygeplejersken træt.
– Læg du dig roligt ned igen.
Men der var noget, der foruroligede Tina. Hun følte, hun skulle presse for at blive af med den ukendte masse. Fagfolkene havde kaldt det ”væv”, fostervæv.
Veerne blev stærkere og stærkere. Tina ringede igen efter sygeplejersken, men hun kom ikke. Pludselig stak Tina hånden ind under sin natskjorte og mærkede den våde, faste hvælving af en hjerneskal.
”Jamen, det er jo et hoved!” tænkte hun. ”Siden hvornår har væv haft et hoved?”
I samme øjeblik blev stilheden i lokalet sønderrevet af en fin, høj klynken. En lille pige havde trodsigt kæmpet sig vej ud i verden…

Den lille pige

25. december 1989. Diana stod i køkkenet i færd med at forberede julemiddagen, da hendes 12-årige datter Gianna kom ind. Diana havde adopteret Gianna, da barnet var fire år gammelt.
– Skal jeg hjælpe dig? spurgte Gianna.
– Nej, det behøver du ikke. Jeg er næsten færdig, sagde hendes mor smilende.
Der fulgte en kort tavshed, hvorpå Gianna spurgte:
– Mor, hvorfor er jeg egentlig handicappet? Der må da være en grund til det?
Det havde Gianna allerede spurgt om flere gange før. Og hidtil havde Diana vagt svaret: ”Det kommer af en fødselspsykose. Du er født for tidligt.”
Men Diana kunne mærke, at Gianna i dag ikke ville stille sig tilfreds med dette standardsvar. Hun havde i den senere tid tit følt sandhedens time nærme sig – men lige netop i dag, juledag?
”Jeg tror, hun er gammel nok nu! tænkte Diana.” Ja, i dag ville hun bryde den årelange tavshed. Hun fyldtes af en dyb fred. Gud vidste bedst.
– Din rigtige mor var kun 17 år, da du blev født, begyndte hun.
– Hun havde sikkert ikke hverken penge eller mulighed for at have dig. Måske var der også nogen, der havde presset hende. I hvert fald besluttede hun…
– … at få en abort, ikke? afbrød Gianna sin mor.
– Ja, det stemmer. Hvordan kunne du regne det ud?
Gianna stod længe uden at sige noget. Så sagde hun:
– Nå ja, det er i hvert fald en interessant grund til at være spastisk lammet!

Tusind spørgsmål

Før denne jul i 1989 havde Gianna tit grædt, når hun tænkte på sin rigtige mor. ”Hvorfor bortadopterede hun mig? Hvordan ser hun mon ud? Er hun køn?” Men efter at hun havde hørt om den mislykkede abort, fældede hun ikke flere tårer over sin mor. Dog blev spørgsmålene hængende. ”Hvorfor ville hun ikke have mig? Da hun mærkede, at jeg stadig var i live – blev hun da ked af det?”
De få oplysninger, hun havde, stod i en officiel skrivelse, der var skrevet på sygehusets papir. Gianna blev betegnet som en ”ti uger for tidligt født baby” og som ”produkt af en mislykket abort, fremkaldt ved hjælp af en kogsaltopløsning”. Desuden stod der, at hun havde haft brug for ilt og ”efter fødslen var blevet overført til Harbor General Hospital”, ”hvor hun lå, indtil udskrivelsen den 6.6.77”.
Derefter anbragte socialvæsnet Gianna i forskellige plejefamilier. Efter lægernes mening kunne det ikke forventes, at barnet nogensinde ville lære at sidde for da slet ikke at tale om at gå og løbe.
Men da hun 17 måneder gammel kom til en ny plejefamilie, fandt hun der en plejemor, som af hele sit hjerte arbejdede målrettet på at gøre alt, hvad der var muligt, for Gianna.
Plejemoren var over 50 og utrolig glad for børn. I løbet af de næste måneder kom hendes biologiske datter Diana hyppigt forbi. For hvert besøg knyttede hun sig mere og mere til den lille Gianna, og til sidst stod det klart for Diana, at hun måtte adoptere dette barn.
– Jeg vil bestemt aldrig glemme dagen for din adoption, sagde Diana til sin datter.
– Den var bare vidunderlig. Du var fire år – en lille bitte skabning med strålende øjne og et stort smil, og du havde denne store plastikbenskinne på. Du og mormor, I havde begge to gjort jer så stor umage.
Gianna havde villet overraske sin nye adoptivmor med, at hun kunne løbe uden gåstativ. Den 24. juli 1981 var det lykkedes. Gianna så fra vinduet Dianas bil komme kørende. Næppe var Diana steget ud, før den lille Gianna stivbenet løb ned ad indkørslen og kastede sig i armene på sin nye mor – uden fremmed hjælp! Det var nu otte år siden.
Gennem årene havde der været mange svære perioder. Operationer, der skulle lette stivheden i Giannas ben. Også skolen var en udfordring. Gianna følte sig ofte ensom og udenfor. Da hun bad inspektøren om hjælp, tilbød han at finde et par ”frivillige venner” til Gianna. Det sårede barnet dybt. Om aftenen samme dag brød Giannas opdæmmede vrede ud i en strøm af tårer. Længe sad hun hulkende i armene på sin mor. Til sidst spurgte hun stille:
– Hvornår helbreder Gud mig endeligt, mor?
Diana strøg blidt hendes hår.
– Gianna, sagde hun stille.
– Der er én ting, jeg ved med sikkerhed. Gud har en helt særlig opgave til dig.

”Jeg tilgiver hende”

Kort tid efter ringede en af Dianas venner og havde en bøn til hende: Ville Gianna fortælle sin historie i forbindelse med et kvindemøde i hendes menighed?
– Det vil især dreje sig om, hvordan man føler sig som et barn, der er forsøgt aborteret, sagde hun.
Giannas svar kom prompte.:
– Ja, det vil jeg gerne – hvis jeg må synge!
Helt fra lille af havde hun været glad for at synge. Da aftenen kom, humpede Gianna op og greb smilende mikrofonen. Afslappet hilste hun på de tilstedeværende og begyndte at synge. Bagefter fortalte hun sin historie.
– Jeg er adopteret. Min biologiske mor var kun 17 år, da jeg blev født. I syvende graviditetsmåned besluttede hun sig for, at hun ikke ville føde mig. Men ved Guds nåde overlevede jeg.
Gianna smilede eftertænksomt.
– Jeg tilgiver fuldt ud min mor, hvad hun har gjort. Hun var stadig meget ung. Sandsynligvis har hun ikke kunnet se sig ud af sin situation. Desværre er det sådan, at jeg som følge af den mislykkede abort er spastisk lammet. Men det er ikke så slemt, fordi Gud er med mig og hjælper mig hver dag. Også når det ikke altid er let, ved jeg, at han er der. Han er der også for jer.
Til sidst sang Gianna endnu en sang og tilegnede den alle de babyer, der hver dag bliver aborteret.
– De er mine venner, bekræftede Gianna.
– Og jeg vil helt sikkert møde dem i himlen en dag.
Efter sangen fyldte en dyb stilhed lokalet. Mange kvinder tørrede en tåre bort. Så brød bifaldet løs. Alle strømmede frem for at lægge armen om Gianna. Mange sagde:
– Jeg er så glad for, at du lever.

Mødet

Da mødet nærmede sig sin afslutning, og Gianna skulle til at gå, kom en kvinde, som havde holdt sig lidt for sig selv, op til hende.
– Jeg har også aborteret, tilstod hun stille og så prøvende på Gianna.
– Ingen ved noget om det. Jeg har bekendt min skyld for Gud, men jeg føler mig stadig skyldig.
Kvinden rakte hånden frem for at stryge Gianna på kinden.
– Jeg må simpelt hen røre ved dig, sagde hun og sukkede dybt.
– Hvor har jeg dog længtes efter at holde min lille pige i armene og sige til hende, at jeg var ked af det. At jeg må få lov at røre ved dig, og at du har sagt, at du har tilgivet din mor, giver mig den trøst – hun undertrykkede med besvær et suk:
– At min lille pige måske også vil tilgive mig.
– Helt bestemt, svarede Gianna alvorligt.
– Det vil hun helt bestemt.
Nu gav kvinden sine tårer frit løb.
– I så mange år har jeg båret rundt på denne hemmelighed, hulkede hun. Hun tog Gianna i armene.
– Tak! Tusind tak!
Da de derpå så hinanden længe i øjnene, sagde Gianna med overbevisning:
– Du vil møde hende i himlen!
Kvinden trak vejret dybt og sagde med rusten stemme:
– Tak! Du har virkelig hjulpet mig meget!
Hun trykkede endnu engang Gianna i hånden og gik. Det var første gang, Gianna fortalte sin historie. Siden hen har hun gjort det gentagne gange.

”Det er min datter”

I efteråret 1991 sad en 31-årig kvinde, Tina, foran fjernsynet og zappede på må og få fra program til program. Til sidst blev hun fanget af et talkshow. Det kan da ikke være rigtigt! tænkte hun. Tv-værten sad og snakkede med en pige, som lignede hende.
– Det er min datter! råbte Tina.
– Sikke da noget sludder! svarede hendes bror fraværende.
– Jo, det er hende! Jeg er helt sikker! Se selv, hun har mit ansigt, mine øjne! Alderen stemmer også, og hun hedder Gianna. Desuden siger hun, at hun har overlevet en abort.
Hendes brors eneste reaktion var at trække på skuldrene; han var absolut ikke overbevist.
Tina registrerede knap nok, hvad der blev sagt. Hendes tanker vandrede tilbage til den dag i april for 14 år siden. Hun huskede kun alt for godt det lille, skrigende væsen, hun havde holdt i sine hænder. Hun huskede skyldfølelsen og vreden over, at nogen havde fået hende til at tro, at abort ikke var forkert.
”Gianna”, tænkte hun, ”kunne jeg dog blot sige til dig, hvordan det hele forholdt sig, og hvor svært det var for mig. Mon jeg kan ringe til stationen og bede om at komme i kontakt med dig? Vil du overhovedet tale med mig? Eller vil det blot være med til at rive op i den smerte, jeg har forvoldt dig?”
Forskrækket lyttede Tina til det, Giannas adoptivmor fortalte om, at aborten havde resulteret i en form for børnelammelse… Alligevel var Gianna et lille mirakel, fordi hun havde lært at løbe – en pige, som i begyndelsen ikke engang kunne kravle! At høre alt dette var et stort chok. Og alligevel kunne Tina ikke få øjnene væk fra skærmen.
Efter en reklamepause kunne seerne stille spørgsmål. Et af spørgsmålene fik Tina til at holde vejret.
– Ville du gerne lære din rigtige mor at kende? spurgte en kvinde.
Tinas blik var spændt rettet mod Gianna.
– Lige nu helst ikke, svarede Gianna.
– Jeg har jo min familie. Min mor sidder her ved siden af mig. Ikke fordi jeg er vred på min biologiske mor. Slet ikke. Jeg tilgiver hende fuldt ud, hvad hun har gjort.
Tina havde hørt nok. Hun slukkede for fjernsynet. Men skuffelsen sad tilbage. Hun sagde nej. Hun vil ikke møde mig. Jeg kan altså ikke komme i kontakt med hende. Det er trist.

Levende bevis

I dag siger Gianna:
– Efter at jeg fik kendskab til, hvordan jeg var kommet til verden, måtte jeg komme overens med en lang række meget vanskelige kendsgerninger. Især den kendsgerning, at jeg var født spastisk lammet. Men jeg ved også, at der i grunden kun er én ting, der betyder noget: at Gud elsker mig – nu og i al evighed – og vel at mærke sådan, som jeg er.
– Min rigtige mor var en bange og usikker teenager, som begik en skrækkelig fejl. Hendes synd havde nær kostet mig livet. Men min synd kostede Jesus livet, da han døde på korset for mig. Han elsker mig og tilgiver mig al min skyld – hvorfor skulle jeg så ikke tilgive?
– Mange mennesker kan kun se det dårlige i mit liv, men der er også meget vidunderligt! Jeg er ikke kun en, der har overlevet en abort og må leve med et handicap. Jeg vil meget hellere være kendt som en, der elsker Jesus, som bekymrer sig om andre mennesker – ganske enkelt en, som glad og forundret står midt i livet. Og frem for alt er jeg jo et levende bevis på, at livet er et mirakel!”

Denne artikel stod første gang at læse i magasinet Lydia i 1995. Hvem havde dengang forestillet sig, at Giannas historie mange år senere skulle danne baggrund for filmen ”Oktober-baby”?