Korsene taler

Korsmark-aktionen har vakt opsigt og debat. Nogle glæder sig, mens andre – selv fra Etisk Råd – tager afstand fra det, de betegner ’et korstog mod kvinden’. En film fra Abortlinien er blevet fjernet fra biografernes reklamer efter mange protester. Men hvad er det, der provokerer?

Et kors markerer, at et liv er slut. En hel korsmark leder tanken hen på en slagmark, et sørgeligt krigsminde over utallige faldne soldater. Faktisk ønskede foreningen Retten til Liv gennem den storstilede aktion at synliggøre barnet og få den enkelte til at tage stilling til abort.
Men korsmarken ved Hedensted kan give kvinder skyldfølelser, hvis de har fået abort. Aborttilhængere ser korsene som en utålelig, anklagende pegefinger, der kan få kvinder til at føle sig som mordere. Dét kan ikke accepteres, selv om én abort ifølge debattørerne fra Etisk Råd er en for mange. Og ”abort er aldrig et let valg”, hævdes det.
Hvor blev logikken af? Hvis én abort er en for mange, må 16.000 vel være sådan ca. 16.000 for mange, eller hvad? Debatten viser, at både egoismen, tankeløsheden og tidsånden har gode kår her i landet! Forfatteren Poul Hoffmann skriver i en prædiken noget om, at AIDS let kan forebygges, hvis man holder sig til den bibelske seksualmoral. Men det accepteres ikke af flertallet. For, som Hoffmann ironisk udtrykker det: ”hores skal der!”
Abortsagen kom i fokus, og hele debatten om kors-
marken er for så vidt et gode. Måske kan de mange kors lære os ikke at gentage andres fejl i fremtiden. Samtidig bør der være plads til anger over det forkerte, man har gjort. Men er der nogen hjælp til den kvinde, som lider, fordi hun angrer sin abort? Hvis systemet selv anbefaler abort, er der sjældent forståelse for den sorg, smerte og skyldfølelse, som mange kvinder oplever bagefter. Og hvis diagnosen er forkert, vil behandlingen også være det.
Kong David fik engang stillet en ubehagelig diagnose: At han havde syndet alvorligt mod Gud og sine medmennesker. Det blev Davids redning, at han angrede.
Det er stadig muligt at angre sin synd. Jesus mødte ikke kvinden, som var grebet i hor, med fordømmelse. Hun vidste nemlig ganske udmærket, hvad hun havde gjort galt. Derfor kunne Jesus tilgive hende og sende hende bort med ordene. ”Gå du blot, men synd fra nu af ikke mere.”
Har danskerne mon glemt, at man kan angre, bekende sin synd og få tilgivelse hos Jesus?
Måske skulle vi kristne til at være mere åbne også om den del af vores tro.