Massakre i nordkoreansk lejr
Sattellit-fotos afslører, at 20.000 fanger er forsvundet fra lejren Camp 22 i Nordkorea. Iagttagere frygter det værste og kræver sagen undersøgt.
Sattellitbilleder afslører, at 20.000 samvittighedsfanger er forsvundet fra den nordkoreanske fangelejr Camp 22.
Iagttagere mener dog, at 7-8.000 af fangerne måske ’bare’ er blevet ført til andre lejre. Det drejer sig om hhv. slave- eller dødslejren nr. 16, som ligger i et øde bjergområde i Hwasong-området og lejr nr. 25 nær byen Chongjin.
En tiendedel tilbage
Fakta er, at kz-lejren Camp 22 tidligere har huset 30-50.000 fanger.
Menneskeretsaktivist Robert Park skriver i Forbes og Chicago Tribune, at sattellitfotos viser, hvordan vagttårne, forhørs-og detensionslokaler i lejren var blevet sløjfet allerede sidste år. På det tidspunkt var antallet af anklagede og fanger reduceret til omkring 3.000.
Kræver undersøgelse
I august-rapporten fra meneskeretskommiteen Commitee for Human Rights in North Korea, skriver David Hawk om affolkningen af Camp 22:
”Hvis det bare er tilnærmelsesvist sandt, er det en forbrydelse, som kræver nærmere undersøgelse”.
Tortur og gaskamre
De tidligere vagter fra Camp 22, Ahn Myong-chol og Kwon Hyuk, har berettet om vivisektion på fangerne i lejren foruden eksperimenter med kemiske og biologiske våben. Hele familier skal være blevet dræbt i gaskamre.
Kwon fortalte udførligt i en BBC dokumentar, hvordan han så en hel familie dø i et gaskammer. Men han havde ikke haft medlidenhed med dem:
– I det samfund og det regime jeg levede under, følte jeg bare, at de var fjender. Så jeg følte overhovedet ingen sympati eller medlidenhed med dem, sagde Kwon.
Handikappede blev ofre
I maj 2013 udgav Joanna Hosaniak fra en Seoul-baseret menneskeretsgruppe en rapport, hvoraf det fremgik, at Nordkorea har eksperimenteret med biologiske og kemiske våben på handikappede børn.
Adskillige flygtninge fra Nordkorea fortæller lignende historier, og Robert Park opfordrer til, at der udføres en tilbundsgående, international undersøgelse.
Park er selv tidligere samvittighedsfange. Han rejste til Nordkorea juledag i 2009 for at protestere mod folkemordet og landets øvrige overtrædelser af menneskerettighederne.