Bitte Søren trodsede Gestapo

I år er det 70 år siden, at over 7.000 danske jøder blev hjulpet over Øresund og dermed reddet fra nazisterne.

I oktober 1943 blev godt 7000 jødiske flygtninge i ly af natten reddet over Sundet til det neutrale Sverige i små kuttere, fiskefartøjer og både.

En historisk enestående aktion, hvor næsten alle jøder blev bragt i sikkerhed. Uden skelen til religiøse skel var tusinder af mennesker fra alle samfundslag klar til at give en hånd med i bestræbelserne på at hjælpe deres jødiske landsmænd ud af det besatte Danmark.
At der i forbindelse med de illegale transporter fra tid til anden blev udbetalt store pengebeløb, betragtede de fleste jøder som en rimelig kompensation for den store risiko.

Flygtningetjenester

Modstandsbevægelsen oprettede flygtningetjenester, der fik sat flugtruterne i system, og jøderne iværksatte indsamling af penge, der sikrede, at ikke alene velhavende, men også ubemidlede jøder kunne komme over.
Det anslåes, at omkring 480 jøder ikke havde mulighed for at flygte eller blev pågrebet under selve aktionen. Den 6. oktober blev 80 jøder, der ventede på at blive fragtet over af fiskere fra Gilleleje og havde søgt midlertidig skjul på Gilleleje Kirkes loft, således taget af tyskerne.
De arresterede jøder blev ført til den nazistiske KZ-lejr i Tjekkiet Theresienstadt, men takket være hjælpepakker fra Danmark med mad og medicin kunne mange overleve.

Ung sabotør

En af dem, der havde modet til at hjælpe forfulgte jøder, var en opvakt dreng fra Østjylland, Steen Lykkeberg, der var ansat som arbejdsdreng på Chr. Nielsens armaturfabrik i Horsens. Han var vokset op i et arbejderhjem, hvor begge forældre var glødende engageret i kampen mod den tyske besættelsesmagt, og en spirende politisk bevidsthed fik tidligt Steen til at at gå ind i modstandskampen.
Allerede i maj 1940 beordrede tyskerne armaturfabrikken til at fremstille bestemte ventiler til tyske ubåde, og den unge arbejdsdreng – netop fyldt 16 år – forsøgte i det skjulte at sabotere arbejdsprocessen. Det lykkedes ham at få gjort 20-30 ventiler ubrugelige …

Far blev interneret

Et års tid senere, den 22. juni 1941, oplevede Steen at se sin far blive hentet i hjemmet i Horsens, indsat i Vestre Fængsel og senere interneret i Horserødlejren. Han fortalte senere: ”Da de gik med fatter, flød vores hjem som efter et hærværk. Min far sagde: »Nu løber vi linen ud« og så mig fast i øjnene.”
En råkold efterårsdag i begyndelsen af september 1942 gik statsminister Vilhelm Buhl til mikrofonen i det nye radiohus i Rosenørns Allé og holdt sin historiske antisabotagetale til det danske folk. Med alvorstung stemme fordømte landets førstemand i stærke vendinger modstandsbevægelsens sabotageaktioner og opfordrede befolkningen til at angive modstandsfolkene til politiet.
Vilhelm Buhl stemplede uroen og modstanden imod tyskerne til at være drengestreger lavet af uforstandige og ubesindige unge elementer og rettede en appel til ungdommens ledere i skoler og foreninger: ”Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de unge, at dén, som begår sabotage eller hjælper med dertil … handler mod sit fædrelands interesse.”
Så var der lidt mere idealisme at spore hos purunge Steen Lykkeberg, der i kampen mod tyranni og undertrykkelse lyttede til sit hjerte, da samvittigheden krævede det. I en tid, hvor Europa stod i flammer og vor egen verden var ved at gå under, var han gennem dristige illegale aktioner med til at udfordre tyskerne og sikre, at Danmark ved befrielsen kom ud af krigen på de Allieredes side.

Illegale aktioner

Steen blev mere og mere aktiv i det illegale modstandsarbejde i Horsens med våbentyverier og sabotage. I sommeren 1942 begyndte hans gruppe at udføre sabotageaktioner med brandbomber, rettet mod tyske togvogne, og nazisterne var ved at komme på sporet af ham. I efteråret 1942 var jorden begyndt at brænde så meget under ham, at han i al hast måtte flygte fra hjembyen – og Gestapo – og gå i skjul i Aarhus.
Her fik Steen Lykkeberg snart kontakt med den fremtrædende modstandsmand David Hejgaard, der var ledende i opbygningen af et omfattende modstandsnetværk i Midtjylland og desuden redaktør af det illegale blad Aarhus Ekko.

Steen blev ”Bitte Søren”

Steen Lykkeberg, nu 18 år gammel, kunne fortsætte sit modstandsarbejde i Aarhus, hvor han under dæknavnet Bitte Søren deltog i såvel industri- som jernbanesabotagen, ligesom han rejste som kurer for David Hejgaard på farefulde ture til København og Odense. Han duplikerede og fordelte løbesedler og tryksager i tusindvis og lå i fast rutefart overalt i Aarhus-området. Han yndede at opsøge cafeer og restauranter, hvor tyskerne var stamgæster, og ubemærket lade illegale blade glide ned i jakkelommer og tasker i garderoberne.
Da de dramatiske begivenheder i august 1943 kulminerede den 29. august, var duplikatoren rødglødende. Hundredevis af løbesedler om dødsdommen over Kjær Sørensen og opfordringer til generalstrejke blev stencileret, duplikeret og uddelt.
I forbindelse med nazisternes aktion mod de danske jøder i oktober 1943 fik Steen Lykkeberg til opgave at bringe en gammel jøde med toget fra Aarhus til Vejle, hvorfra han skulle videre til sikkerhed i Sverige.
Toget skulle gennem Horsens, og da Steen var eftersøgt af Gestapo i netop Horsens, forklarede han den gamle mand, at han nok ville gemme sig bag sin frakke engang imellem: ”Det var han med på, så ”passede” han mig imens. Da vi kom til Vejle og fandt klinikken, som lå på 1. sal, jeg husker ikke i hvilken gade, sagde jeg til ham, at nu kunne han selv gå op, så ville jeg blive stående nede for enden af trappen, til jeg så, han var kommet godt ind.”

Tortur og kz-lejr

Den berygtede storstikkerske Grethe Bartram angav i sommeren 1944 Steen Lykkeberg til Gestapo, og han blev taget af tyskerne den 14. juli foran Domkirken i Aarhus. Mens Grethe Bartram fik udbetalt sit hidtil største honorar af Gestapo for en enkeltfangst, kr. 500 svarende til kr. 10.000 i dagens penge, blev Steen Lykkeberg kastet i fængsel og i ugevis udsat for mishandlinger og voldsom tortur. Han fik tøjet revet af, blev gennembanket med stokke, fik brækket fingre og dét, der var værre. Ofte blev han lagt hen over nogle varmerør og pisket til blods med læderrem og spænder.
Men nazisterne fik intet ud af ham, og han blev senere overført til den danske interneringslejr i Sønderjylland, Frøslevlejren, hvor han blev sat i mørkearrest i barak 17. Den 6. oktober 1944 blev han deporteret videre til kz-lejren Neuengamme, hvor han fik fangenummer 54.549. Næsten mirakuløst klarede han sig igennem opholdet i Neuengamme i live og kunne udmarvet vende tilbage til hjembyen Horsens i maj 1945 med de hvide busser fra svensk Røde Kors.

Genså far i 1945

Steen Lykkeberg var da 21 år gammel og vejede 38 kg.
Efter krigen var han i en årrække tillidsmand for arbejdsmændene på Kirks Telefonfabrik i Horsens, og i 1965 blev han fællestillidsmand.
Steen Lykkeberg – én af modstandskampens sande helte – udgav i 1983 bogen om sit dramatiske liv Nu løber vi linen ud. Han beskrev her det første bevægende gensyn med sin far efter befrielsen: ”Vi omfavnede hinanden – tårerne løb ned ad kinderne både på ham og mig, os, der ellers aldrig viste vores følelser for hinanden på den måde. Han klemte mig ind til sig og blev ved med at gentage: »Godt, du er i live – godt, du er i live! Mor græder hele dagen af glæde«.”

Befrielsesregeringen

Og Vilhelm Buhl?
Efter befrielsen den 5. maj 1945 kunne Vilhelm Buhl krone en smuk politisk karriere med udnævnelsen til statsminister i befrielsesregeringen. Den samme Vilhelm Buhl, der få år tidligere havde fordømt modstandsbevægelsens sabotageaktioner og opfordret til at angive modstandsfolkene til politiet …