En sikker, men kedelig havn

Endnu en Nicolas Sparks-filmatisering fra Lasse Hallström skuffer.

Safe Haven er præcis hvad forsidebilledet giver indtryk af: Ufarlig og romantisk – men uden dybde.

Southport, North Carolina er en søvnig lille sydlig ferieby på østkysten, hvor alle kender alle, og det er sjældent, nye ansigter dukker op. Hvilket gør det til det perfekte sted for Katie; et sted, hvor hun kan forsvinde, forvandle sig til en anden og derved flygte fra sin brutale fortid.
Selvfølgelig varer det ikke længe, før hun tiltrækker sig opmærksomhed fra de lokale, især fra den lækre singlefar Alex. Han forelsker sig øjeblikkeligt i hende, og hans datter Lexi gør hende hurtigt til en del af deres liv. Men Katie har dybe, mørke hemmeligheder med i kufferten, og også Alex har smertelige sår i sin fortid.
Der er intet nyskabende i denne i forvejen noget slidte formular. Lasse Hallström, der ellers balancerede det sukkersøde med det bitre så fint i Chocholat og The Ciderhouse Rules, synes helt at have givet op, og det ”overraskende” tvist i slutningen af filmen bærer præg af desperation og passer desuden slet ikke ind i genren. Ingen af karaktererne bliver udforsket på nogen meningsfuld måde, og Alex og Katies spirende romance – en romance, der er hovedfokus i filmen – udvikler sig hurtigt og på præcis den måde, man kunne forvente.
Det, der gør filmen så frustrerende, er, at den kunne have været så meget mere. Filmen springer godt nok let og elegant hen over vigtige temaer som vold i hjemmet, men fra tid til anden er den oprigtig nok, ægte nok til, at man fornemmer, hvad historien kunne have været, hvis blot filmskaberne havde troet nok på, at filmens publikum godt kunne klare dybde og mere end endimensionale karakterer. Som filmen er nu, er det en typisk feel-good film, der godt nok ikke skader nogen, men på den anden side heller ikke gør nogen særlig gavn: En mundfuld kalorier, der ikke mætter og højst sandsynligt vil give dig ”sukkersyge”.

Safe Haven (DVD)
111 min.