Fængslet præst i sultestrejke
I et forsøg på at få støtte fra verdenssamfundet gik den 66-årige pastor Bakhytzhan fra Kasakhstan i sultestrejke i fængslet, fortæller Åbne Døre.
En 66-årig kasakhisk præst gik i sultestrejke, men familien kunne ikke få kontakt til ham.
Pastor Bakhytzhan Kashkumbayev fra Grace Protestant Church i Astana blev arresteret den 17. maj, anklaget for at have forgivet Lyazzat Almenova med en ”rødlig hallucinerende drik”.
I virkeligheden var der tale om en uskadelig alkoholfri drik, som kirken bruger som altervin, skriver Åbne Døre.
Psykiatrisk afdeling
Almenovas mor indgav sin første klage i juli 2011, og ransagningen af kirken blev igangsat i oktober 2012.
Præsten blev den 19. juli i år overflyttet til psykiatrisk forvaring i Almaty.
Dagen forinden skrev Kashkumbayev et brev til FN’s Menneskerettighedskomité og fortalte, at han ville gå i sultestrejke: – Selvom jeg er 67 år, og jeg ikke kan prale at af have et ideelt helbred, idet jeg havde et alvorligt hjerteanfald i 2011, lider af kronisk ørebetændelse på begge ører, åreknuder i mine ben, kronisk bronkitis og kronisk mavekatar, så har jeg et godt mentalt helbred”, skrev Kashkumbayev. ”[Men] myndighederne vil hurtigt kunne gøre mig til en grøntsag… Jeg beder jer om at beskytte mig.
Trods advarsler om, at sultestrejken kunne gøre ham alvorligt syg, svarede præsten, at han endda var villig til at undvære vand i forsøget på at få sin frihed gennem støtte fra verdenssamfundet.
Efter tre dages faste blev han dog overflyttet til psykiatrisk forvaring, hvor han endte fasten.
Afskåret fra familien
Hverken Kashkumbayevs familie eller hans advokat kunne få kontakt til ham, mens han var i psykiatrisk forvaring. De fik heller ingen informationer om hans tilstand.
Kashkumbayevs sønner har fået tilladelse til at aflevere pakker med mad og tøj til deres far, men de skal hver gang betale $60-70 for privilegiet.
Bekymrede trosfæller
Den ukrainske forening for evangeliske kirker skrev et brev til den kasakhiske ambassadør i Ukraine, hvori der stod:
”Vi (i foreningen) er dybt bekymrede over situationen. Vi underviser ud fra samme teologi og tro som pastor Kashkumbayev, og vores trospraksis er garanteret ved Ukraines forfatning”.