Fortabt i mørket
Film skal ses i biografen – det gælder (om nogen) Alfonso Cuaróns rumfilm ”Gravity”.
Gravity er storslået fra et teknisk perspektiv, men først og fremmest er den er et vidunderligt menneskeligt drama.
Det begynder med et enkelt ”film-take”, der synes at vare for evigt: Et lysglimt der mod kosmos’ uendelige mørke kommer tættere og tættere på, indtil det går op for os, at vi kigger på virkelige mennesker 600 km over Jorden; to astronauter der arbejder på Hubble-teleskopet. Dr. Ryan Stone er en dygtig medicinsk ingeniør på sin første mission. Hun er udelukkende fokuseret på at gøre alting rigtigt, nervøs og utilnærmelig i denne fremmede verden. I den anden ende af spektret er Matt Kowalski, en veteran astronaut med sans for humor på sin sidste mission.
Debris fra en anden rumstation flyver mod dem og tvinger dem til at afbryde missionen og vende tilbage i rumfærgen. Men ikke alle besætningsmedlemmer når at gøre det i tide, og Stone og Kowalski finder sig selv fortabt i mørket, da stormen af metal og satellit-rester rammer dem. Pludselig har disse to kun hinanden, afskåret fra Jorden, i et kapløb med tiden, inden de løber tør for ilt.
Der er meget lidt dialog i Gravity, men spændingen er mesterligt manipuleret: Scener med lange strækninger af stilhed giver efter for en pludselig vold, øjeblikke af klaustrofobi og svimmelhed deles ligeligt mellem karakterer og publikum, og det sammen med en billedside, der nærmest suger luften ud af dine lunger, gør filmen til lige dele rumthriller og persondrama. Den er skiftevis smuk og gruopvækkende, en balance mellem mareridt og drøm. Rummet kan være et forunderligt og nådesløst sted, men filmen handler også om jordiske, menneskelige sandheder: Om kærlighed og tab, vedholdenhed og forløsning.
Måske er den skønneste ting, Gravity kan give os, følelsen af at høre til. På trods af, at filmen er fejret som et mesterligt konstrueret stykke filmteknik, er det en meget intim film. Vi befinder os alene i rummet med Stone, vi lytter til hendes åndedræt som det eneste soundtrack; vi mærker hendes længsel efter hjemme. Jorden. Frelsen. Dér hvor vi hører til. Vores planet, der i biologisk forstand gør os til mennesker. Og så zoomer vi indad og finder sammen med Stone og Kowalski ud af, hvad mennesket er, udover kød og blod. Jeg var overrasket over at finde mig selv på randen af tårer næsten hele tiden, så bevæget var jeg af filmen ved den intime, drømmeagtige måde, hvorpå disse to mennesker åbner sig for hinanden, og i sidste ende af den viljestyrke og det mod, det kræver ikke at give op, når man står over for umulige odds. Gravity er den bedste film, jeg har set i år. Et mesterstykke. Se den!
Gravity • 91 min.
Bio-premiere: 7. november
