Den dejligste have …

“Jeg ved, hvor der findes en have så skøn” – ordene kender vi alle, de er digteren Mads Hansens, de er fra 1870, og haven, han fortæller om, er et symbol på Danmark.

I sin legende om juleroserne fører svenske Selma Lagerlöf os ind i en ganske anden have. Det er en af hendes allermest elskede Kristus-legender, der her op mod højtiden udsendes som en separat udgivelse; oven i købet ny-oversat af Werner Fischer-Nielsen. Det er en fornem, lille tryksag, ikke mindre fornemt illustreret af Esben Hanefelt Kristensen, der klart synes på hjemmebane i Lagerlöfs undertiden særegne univers. Det er en kunst at praktisere linedans henover de to verdener: den realistisk enfoldige, jordiske og den himmelstræbende, magiske, over-jordiske. Hanefelt mestrer kunststykket.
I Kristus-legendernes indledende fortælling citerer Selma Lagerlöf sin gamle mormor for at sige, at alle historierne er sande. Det er de – på det psykologiske plan. Således også her. En røver-mutter tiltvinger sig adgang til klosterets have, og hun er imponeret: “Først tænkte jeg, at jeg aldrig havde set en smukkere have, men efter nærmere eftertanke ved jeg, at den ikke kan hamle op med en anden have, som jeg kender” (s. 12). Det er den store julehave, hun tænker på; skoven, der julenat klæder sig i sit fineste skrud, og som det tilstedes den gamle abbed at opleve og sande.
Denne bog er ideel som gave eller blot en venlig opmærksomhed mod én, du holder af eller står nær. Og så kalder den på eftertanken og indbyder til samtale. Ikke nogen ringe ting at kunne sige.

Selma Lagerlöf:
Legenden om juleroserne
39 sider • 129 kr.
Unitas