Forsoningen begynder ved krybben

Forsoningen begynder ved krybben, ikke ved korset. I Skandinavien er vi præget af en teologisk tradition, der stort set henlægger forsoningen til Jesu stedfortrædende død på korset. Det er problematisk på flere måder, mener den svenske forfatter og åndelige vejleder Magnus Malm.

Jeg er overbevist om, at mange kristne holder rigtig meget af julen. Det er nogle fantastiske beretninger, som man bliver glad af at høre igen og igen. Og samtidig er det opfyldelsen af Det Gamle Testamentes profetier – og indledningen til Guds store frelsesdrama, der blev fuldbyrdet i påsken.

Men – for mange af os tror jeg, at julen mest af alt bliver en prolog til påsken. Og ikke så meget mere end det. Vi tænker: Julen er vigtig, fordi Guds søn blev menneske og dermed kunne lide en stedfortrædende død på korset – for dybest set kom han vel til jorden for at dø?
Den svenske forfatter Magnus Malm gør i sin nye bog ”Kendetegn” opmærksom på, at julens begivenhed, inkarnationen, har sin helt egen rolle at spille i Guds frelseshandling. Malm udtrykker det sådan, at Guds menneskeblivelse er et udtryk for Guds nærvær. Og det er afgørende, for al forsoning begynder netop med nærvær. For at der kan ske en forsoning, må man begive sig ind på den andens banehalvdel. Og det er netop, hvad Gud gør.

Indsnævret syn på synd

Magnus Malm mener, at inkarnationens forkyndelse af Guds nærvær er helt afgørende for, at forsoningen med Gud kommer til at fylde hele vores person, med alt hvad vi er. Magnus Malm skriver:
”Gud har ved at blive menneske vendt sit ansigt mod os. Det betyder, at forsoningen ikke begynder ved korset, men ved krybben. Det bliver i det lange løb dybt problematisk, hvis vi henlægger stort set hele forsoningen til Jesu stedfortrædende død på korset. På flere måder.”
Magnus Malm peger på, at det for det første fører til et meget indsnævret syn på, hvad synd er.
”Fokus ligger helt og holdent på menneskets skyld, som handler om, hvad vi har gjort eller undladt at gøre. På den måde har synd kunnet beskrives i mere eller mindre kulturelt bestemte syndekataloger. Det har gjort det meget nemt med tiden at affærdige hele forestillingen om synd som indskrænket moralisme. Dermed har vi mistet den bibelske forståelse af synd som alt det, der gør os mindre menneskelige og hindrer vores gensvar på Guds store drøm for vores liv.”

Skammen bliver tilbage

Magnus Malm mener, at det begrænsede syn på forsoningen for det andet efterlader dybe områder i vores liv uberørte af frelsen, nemlig hvem vi dybest set er.
”Det er alt det, som vi i sjælesorgen plejer at beskrive som skam, altså den erfaring, der ikke handler om, at vi har gjort noget forkert, men at vi er forkerte. Alt det i vores livserfaringer, som får os til at opføre os som titlen på en norsk bog om skam: ’Når jeg skjuler mit ansigt’. Det, som ikke handler om en skyld, der kan tilgives, men om den svært helbredelige skam over, at jeg er mig.”
Den skam afhjælpes ifølge Magnus Malm ikke af forkyndelsen af, at Jesus døde for vores synder:
”Tværtimod findes der mange dårlige eksempler fra både luthersk og frikirkelig tradition, som taler om Jesu forsoning på en måde, der aldrig lander i menneskets dybeste selvfølelse. Under den megen tale om ’syndernes forladelse’ hersker der fortsat en grundlæggende skyldfølelse over for Gud og ens eget jeg, hvor det aldrig er helt ok at være menneske.”

Forsoningen går dybt

Det bortvendte ansigt er skammens kendetegn. Det er jo sådan, barnet lærer at skamme sig over sig selv: At mor og/eller far i dybeste forstand vender sit ansigt væk fra barnet. Magnus Malm mener, det er afgørende for os, at vi oplever, at Gud vender sit ansigt mod os:
”Vi kan få en fornemmelse af, hvor utrolig dybt forsoningen går, når vi mediterer over Salme 22, den som Jesus citerer på korset. Den begynder: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?’ I dette råb samles hvert menneskes hjerteskærende fortvivlelse over det bortvendte ansigt, som mørklagde hele dets liv under dødens skygge: det var bedre, hvis jeg ikke var til.
Mod denne nød hjælper ikke noget mindre end et sandere ansigt, og salmens vendepunkt er det sted, hvor skammen slipper sit tag: ’For han viste ikke foragt og afsky for den hjælpeløses nød; han skjulte ikke sit ansigt for ham, men hørte, da han råbte om hjælp.’
Der må forsoningen begynde: med en erfaring af, at Gud ikke vender sit ansigt væk fra noget, jeg er eller gør, føler eller tænker. Den erfaring er vendepunktet ind til en virkelig forsoning med mig selv og med Gud.”

Gud med os

Magnus Malm understreger, at det ikke skal forstås sådan, at Gud accepterer – i betydningen siger ja til – alt hvad jeg gør.
”Men denne tryghed i Guds nærvær, uden frygt eller skam, er forudsætningen for, at jeg i frihed kan lægge alt det frem for Gud, som jeg har inden i mig. Og jeg kan begynde at vurdere, hvad der forløser mit gensvar til ham, og hvad der hindrer det.
Her er Guds nærvær ikke en påmindelse om min usselhed, men om min værdi: Jeg er hans ikon, skabt i hans billede. Først da kan vi stille spørgsmålet om synd: Hvad er det i mig, som står i vejen for denne herlighed?” skriver Magnus Malm.
Dette Guds nærvær, at han ikke vender sit ansigt fra os, men vil være iblandt os, en julens store budskab. Som profeten Esajas skriver: ”Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.” Og Immanuel betyder: Gud med os.
Den nærværende Gud, der kommer til os, ind på vores banehalvdel. Som anerkender os og ser os som de mennesker, vi er. Netop der begynder den forsoning, som blev fuldbyrdet i påskens begivenheder.