At forstå Hobitten og Forsynet
J. R. R. Tolkien og C. S. Lewis skabte fantasy-genren gennem fortællingerne om Ringenes Herre og Narnia. De var begge bevidste kristne.
Den 11. december var der biografpremiere på 2. del af ’Hobitten’.
Tolkiens fantastiske univers opstod faktisk som en mundtlig fortælling, som han digtede for sine børn. Men i biografversionen er der action og drama for et mere modent publikum.
J. R. R. Tolkien og C. S. Lewis var begge medlemmer af ”the Inklings”, et litterært selskab, som delte interessen for god litteratur, og disse fremtrædende medlemmer skabte fantasy-genren, gennem fortællingerne om Ringenes Herre og Narnia.
Hvad der måske er knapt så kendt, er, at de også var kristne begge to.
Lewis formulerede den utrolige opdagelse, de havde gjort i sætningen: ”Myth became truth” (myten der viste sig at være sand) – med henvisning til miraklerne, som omgiver historien om Jesu fødsel, død og opstandelse.
Også Tolkien var drevet af denne overbevisning, og selvom han afviser, at Hobitten og Ringenes Herre skal læses som allegorier (billedlige fortællinger), ser man tydeligt, at inspirationen til Gandalf, Bilbo og alle de øvrige figurer – gode som onde – kan findes i Bibelen.
Tyven endte som helt
Bilbo er tyv, det ved han bare ikke selv. I eventyret kommer han ud på en dannelsesrejse, hvor han undergår en forvandling. Ligesom i Ringenes Herre bevæger hobitten sig uden for sin hyggelige hobbit-hule. I Bilbos tilfælde for at hjælpe dværgene med at finde skatten og generobre riget under bjerget.
“Verden er ikke i dine bøger og kort. Den er derude”, siger Gandalf til Bilbo og peger dermed på, at der er et større formål med Bilbo’s liv – kampen mellem det gode og det onde. Og dermed starter en forvandling af Bilbo, som udviser mod, mandshjerte, uselviskhed og kommer ind i kampen.
Det er et af Tolkiens hovedtemaer; ingen er for lille eller ubetydelig, selv den mindste hobbit kan gøre en verden til forskel, når han kæmper for det gode.
Ingen sejr uden kamp
Dragen er billede på materialismen (og den onde selv), ligesom ringen er et udtryk for magtens evne til at besætte og korrumpere besidderen.
Bilbo, dværgene og de øvrige figurer prøves, som Jesus blev fristet i ørkenen.
Fristelser er der nok af, men samtidig er der en usynlig finger på spil, en slags skæbnes forsyn.
“Ved et mærkeligt tilfælde kom Gandalf en morgen”, står der i starten af Hobbitten. Ja, mærkeligt tilfælde – og dog. Meget af det, som synes tilfældigt, viser sig at være en del af en større plan og formål. Tolkiens tanker om Guds forsyn i hans store frelsesplan er et tema, der også findes i Hobbitten. Gandalf fornemmer hele tiden, at der er mere på spil i de såkaldte tilfældigheder – uden dog helt at kunne gennemskue, hvad tingene betyder.
Ondskaben, som er andet end den meget håndgribelige Smaug, lurer bagved, men Forsynet (Guds vilje) kommer de gode til undsætning.
Så er man til et klassisk eventyr, så skal Hobbitten ses.
Det er ikke Ringenes Herre, men det er stadig Tolkiens univers og mere end bare god underholdning.
I 2014 udkommer den sidste del af Hobbitten-filmene med undertitlen ’Ud og hjem igen’.
