Hvordan bliver vi parate?
Ugens tekst kan godt lyde som noget skræmmende og mærkeligt – enten er man vel en brudejomfru med olie på lampen, eller også er man det ikke.
På samme måde kan man også sige, at enten er man en kristen, eller også er man det ikke. Der er kun to åndelige riger, djævelens og Guds. Er du ikke i det ene, så er du i det andet.
Vi bliver alle født som syndere og tilhører derfor af fødsel djævelens rige. Dog bliver små børn ikke tilregnet deres synd. De ved jo intet om det, derfor siger Jesus i Matt. 19,13-15: ”Lad de små børn komme til mig, for dem hører himmeriget til.”
Men hvis ikke de tager imod Jesus, når de når skels-alder, så er de i djævelens rige pga. den syndige natur, de fødes med.
Den gode nyhed
Men de gode nyheder er: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh 3,16)
Bibelen siger i 2. Kor 5,17-21, at Gud, gennem det Kristus gjorde, har forsonet os med sig selv. Kristus tog vores synd og skyld, så ingen behøver at gå fortabt.
Men hvorfor vil der så være nogen, som Jesus vil sige til, når han kommer igen: ”Jeg kender jer ikke”?
Olien til forskel
I historien om brudejomfruerne var det, som afgjorde om han kendte dem eller ej, om de havde olie på lamperne. Dem han kendte, havde olie, dem han ikke kendte, havde ikke olie på lampen.
I Bibelen er olien et billede på Helligånden. Så forskellen på brudejomfruerne var, om de havde Helligånden eller ikke. Helligånden får man nemlig, når man lukker Jesus ind i sit liv (bliver frelst).
Den nye fødsel, som Jesus taler om i Joh. kap. 3, er måden, man bliver en kristen på. Man må fødes af Guds Ånd, blive en ny skabning.
Johannes siger i sit første brev kap. 5, vers 12: ”Den som har Sønnen, har livet, den som ikke har Guds Søn har ikke livet.”
Mere klart kan det ikke siges. Bibelen siger også: Mærker I ikke, Kristus bor i jer, står i ikke prøve. (2. Kor. 13, 5)
Så er det store spørgsmål: Hvordan mærker man, at Kristus bor i én? Det gør man ved, at man mærker, der er kommet kærlighed ind i ens hjerte, kærlighed til Gud (lyst til at ære, glæde og behage ham) og kærlighed til ens troende søskende (1. Joh 3,14).
Det er Guds eget liv, som kommer ind i vores ånd, når vi omvender os og tager imod Jesus, og Gud er kærlighed. Derfor er det det største tegn på, at man er en ægte kristen. Det kommer ikke an på kirkesamfund eller på, om man forstår alt, som står i Bibelen. Men det afgørende er, om man har olien (Guds kærlighed udgydt i hjertet).
Tilbage til brudejomfruerne
Så er vi tilbage ved historien om brudejomfruerne igen. De lignede alle rigtige brudejomfruer, og på samme måde kan vi ligne rigtige kristne; vi går i kirke, bander ikke, giver til de fattige osv. Men det er ikke det, det handler om. Det er, hvad der driver os til at gøre, hvad vi gør, der er afgørende. Og Gud kan ikke bruge noget, som kommer fra ”os selv” (det er jo ødelagt af arvesynden), men kun det, som kommer fra den nye fødsel (Rom 8,14).
Personligt tror jeg, at Jesus kommer snart. Tegnene er der. Jøderne har Israel igen, den teknologiske udvikling er der, og naturen opfører sig mærkeligt, alt sammen stærke endetidstegn, som vi kan læse om i Bibelen.
Mit ønske for os alle er, at vi må være parate, når Jesus kommer igen. Og parate, det bliver vi ved at bekende vor synd og tro på Jesus, ved aktivt at lukke ham ind i vore liv og omvende os, sætte al vor lid til Jesus og intet andet.
Mat. 25:1-13
Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk
Om at være parat til Jesus genkomst
1Jesus fortsatte: »Lad mig fortælle en historie om Guds riges komme. Der var ti brudepiger, som tog deres olielamper og gik ud for at møde brudgommen. 2Fem af dem bar sig tåbeligt ad, de andre fem havde tænkt sig om. 3De første fem tog ganske vist deres lamper med, men de tog ingen ekstra olie med, 4hvorimod de sidste fem tog ekstra olie med til lamperne. 5Da brudgommen lod vente på sig, blev alle brudepigerne trætte og faldt i søvn.
6Men ved midnatstid lød råbet: ‘Brudgommen er på vej! Kom ud og mød ham!’ 7Alle pigerne vågnede og tjekkede deres lamper. 8De fem, der ikke havde taget olie med, opdagede, at deres lamper var ved at gå ud. De bad derfor de fem andre om at få noget af deres olie. 9Men de andre svarede: ‘Vi har ikke nok både til os og jer. I må hellere løbe hen til købmanden og købe noget selv.’ 10Mens de var henne for at købe olie, kom brudgommen. De fem, der var parat, gik sammen med ham ind til bryllupsfesten, hvorefter døren blev lukket.
11Senere kom de andre fem og stod udenfor og råbte: ‘Herre, luk op for os!’ 12Men han svarede: ‘Det siger jeg jer: Jeg kender jer ikke!’«
13»Vær altid parate,« sagde Jesus, »for I kan ikke vide, hvornår jeg kommer.«