Nu glæder Mogens sig til jul

I mange år var julen en plage for den deprimerede sønderjyde. Mogens sov meget og reagerede voldsomt overfor støj og krav. Julen var noget af det værste, han vidste.
Men i år bliver julen god, for depressionen forsvandt, da en ven bad for ham.

I år kan Mogens for første gang i syv år glæde sig til jul.

”Dine øjne stråler igen”, sagde hans far for nylig.
Og Mogens ved, at depressionen er væk, og glæden er vendt tilbage, fordi en kristen ven bad for ham.
Mogens Dirksen, 40, led af depressioner i årevis.
Allerede som ung blev han trist en månedstid hver vinter. Senere fortsatte depressionen også forår og sommer…

Et godt liv

– Jeg er født og opvokset i en kristen familie i Sommersted i Sønderjylland, fortæller Mogens. Jeg gik i friskole, og derefter blev jeg blikkenslager og VVS montør.
På Luthersk Missions Højskole i Hillerød mødte Mogens i 1996 norske Kjersti. To år senere blev de gift og bosat i Odense, mens Kjersti gik på sygeplejeskolen.
Herefter flyttede parret til Vester Sottrup i Sønderjylland. Mogens fik arbejde som maskinbygger i et år. Senere fik han et drømmejob som medarbejder på et bosted for psykisk syge.
– Jeg var virkelig glad for jobbet, fordi jeg kunne være noget for andre. Det var psykisk hårdere at være håndværker. Der tramper man mere på hinanden. Det gør de psykisk syge ikke, forklarer Mogens, som afviser, at arbejdet på bostedet har bidraget til hans depression.
Mogens arbejdede på bostedet i fem år. Familien købte hus, og sønnen Villads kom til. Men der skulle gøres meget ved huset, og Mogens fik det bare værre og værre.

Den er helt gal!

– I mange år havde jeg tendens til vinterdepression. Det varede måske to måneder om året. Men nu kunne jeg ikke overskue det følelsesmæssigt, hvis der var konflikter på arbejdet eller uoverskuelige opgaver.
Tingene blokerede. Jeg så ikke nogen logiske løsninger, forklarer Mogens, som absolut ikke ville til læge. Han havde bare brug for mere hvile.
– Før børnene kom, tog vi på skiferie, og det overskyggede nedturen hver vinter, men nu var Mogens træt af livet og reagerede voldsomt overfor andre, fortæller Kjersti.
Problemet viste sig bl.a. ved, at han glemte mange aftaler på sin arbejdsplads, og opgaverne omkring huset blev uoverskuelige. Mogens fik fri nogle dage og nu søgte han læge.
”Den er helt gal!” sagde lægen.

Virkningsløs medicin

Hos lægen fik han ordineret cipramil. Men det virkede overhovedet ikke. Det blev til en forlænget sygemelding i oktober 2006, kun en måned efter at parrets tredje barn, Valdemar, var blevet født.
– Jeg husker, at Mogens kom kørende hjem stortudende. Så gik han i seng i 14 dage bl.a. med omgangssyge, fortæller Kjersti om den svære tid, hvor hun måtte passe en nyfødt baby, to store børn, en syg mand – og et hus, hvor ombygningen var gået helt i stå.
Herefter fik Mogens kraftigere medicin. Han kom også i arbejdsprøvning, men måtte opgive efter bare en dag.
Psykiatrisk afdeling på Augustenborg foreskrev ny medicin flere gange og 40 psykologsamtaler. Men intet hjalp, for Mogens havde ikke overskud til at bruge de psykologiske værktøjer til noget.

Hvad var jeg bange for?

Med diagnosen middelsvær til svær depression gik Mogens ikke uden for en dør af frygt for at møde nogen, han kendte. Kjersti måtte gøre alt derhjemme.
– Jeg følte nok indirekte, at det var pinligt. Men jeg havde også en generel angst.
Jeg ved ikke, hvad jeg var bange for. Jeg sagde til Kjersti: ’Jeg er jo nok ikke rigtig syg. Jeg går bare og snyder folk’, siger han.
– Er jeg værdig til at være syg? tænkte Mogens.
For han var godt klar over, at han var i stand til at tage en maske på og lade, som om alt var fint, når han var sammen med andre end familien.

Selvmordstanker

– Jeg tænkte meget på selvmord i alle de 6-7 år. Jeg havde meget seriøse tanker og planer for udførelsen. Men jeg vidste også, hvor ondt det ville gøre for børnene. Og jeg spurgte mig selv, hvordan jeg ville kunne stå overfor Gud i den situation.
Jeg tænkte, at min familie ville have det bedre uden mig. Men jeg vidste også, at alle børn af selvmordere sagde det modsatte. De vil hellere have en syg far end ingen far, fortæller Mogens.
I 2007 blev han behandlet med elektrochok på psykiatrisk afdeling på Augustenborg. Det virkede faktisk 30 procent bedre end alt det andet, han havde prøvet.
– Jeg var indlagt i fem uger, og jeg nød bare den fred og ro. Der var ingen krav. Jeg kunne sove, og jeg fik masser af medicin, siger Mogens.

Små lyspunkter

– Et år var vi på Kolding Højskole, hvor en, der hedder Graham Powell bad for Mogens. Da følte han, at der skete noget, fortæller Kjersti.
– Mine dage føltes lettere, og de fleste selvmordstanker var væk, forklarer Mogens.
Alligevel sov han meget, for søvn var det tætteste, han kunne komme på at dø. Der var ingen krav eller bekymringer. Det var en selvhjælp og en flugt.
Familien plejede at tage på sommerlejr med Ungdom Med Opgave (UMO). I to år var Mogens dog ikke med pga sygdommen.
– Når jeg var med, føltes det godt, for jeg ønskede, at være mere sammen med Gud. Men jeg sov meget og snakkede med så få som muligt, fortæller Mogens.
Familielejrene og forbønnen var små lyspunkter undervejs. Men nu var ikke engang sommeren en god tid.

Hvorfor hjalp Gud ikke?

Efter sygemeldingen begyndte familien at komme i Missionsforbundet i Aabenraa, for det var et sted, hvor ingen kendte Mogens eller stillede krav. Senere sluttede familien sig til Sønderborg Frikirke, som også havde gode tilbud for børnene.
– Jeg var til forbøn i kirken mange gange, siger Mogens.
– Jeg jagede dig derop, supplerer Kjersti.
Men troen på Guds godhed blev sat på en hård prøve. Det var, som om Gud lovede helbredelse, men ikke gav den.
– Jeg ønskede til sidst ikke at have noget med Gud at gøre. Jeg hadede ham og tvivlede på hans eksistens. Hadede han i virkeligheden mig? Var han en kærlig far, eller gav han bare tomme løfter? Jeg følte mig dårligt behandlet, og det var en kæmpefrustration.
Mange folk sagde, at det var en prøvelse, og at Gud bar mig igennem. Men det var for smertefuldt at leve. Jeg ville bare dø.

Et ’sindsygt skridt’

For et år siden flyttede Mogens ind på UMOs center Sjellebro ved Randers. Der var simpelthen for mange konflikter i hjemmet.
– Vi ønskede ikke en skilsmisse, tværtimod. Det var en slags aflastning, siger parret.
I sommers flyttede Mogens hjem igen. Kjersti skulle begyndte på en uddannelse i cand. it og læring i Aalborg, så Mogens skulle passe børnene flere dage i træk.
– Det med uddannelsen var dels for at ”stikke af”. Menneskeligt set var det fuldstændig sindsygt, indrømmer Kjersti. Alligvel havde hun en fornemmelse af, at det var det rigtige skridt at tage.

En god morgen

Vendepunktet kom for nogle måneder siden, da efteråret med mørke og særlig sæson for depressioner var ved at sætte ind. En lørdag aften tog Kjersti og Mogens på besøg hos Tommy Gubi, Rødekro, som beder for folk på gaden. Både Kjersti og Tommy bad for Mogens. Det ”føltes godt”, men måske ikke som en livsforvandlende oplevelse, siger Mogens.
Alligevel var Kjersti ikke i tvivl om, at Gud denne gang ville helbrede Mogens 100 procent, og at det også ville forvandle hendes liv.
– Ved morgenkaffen om søndagen blev Mogens’ blik igen mørkt og smertefuldt. Men jeg mindede ham om, at han allerede var blevet helbredt og bad for ham endnu engang. Og så skete der noget, siger Kjersti.
– Jeg oplevede frihed. Og derefter var det bare en god morgen, siger Mogens.

Kold tyrker

I løbet af en uge holdt Mogens op med at tage sin medicin. Især nedtrapningen fra tre til én tablet cymbalta gav nogle bivirkninger i form af svimmelhed, mikro-blackouts, hedeture og søvnproblemer. Men det tog kun en uge at stoppe med at tage al den medicin, som han ellers var afhængig af for ikke at blive dårlig. Og det i sig selv er et mirakel.
– Jeg må hele tiden gøre ligesom Jesu discipel Peter gjorde det, da han var ved at drukne: Jeg må se på Jesus og huske på, at jeg er helbredt i troen på ham!

Julen bliver Wauw i år

– Det bliver bare en wauw-oplevelse at holde jul i år, mener Mogens. Denne gang skal børnene ikke opleve en opfarende far, der skal hen og sove hele tiden. Jeg skal måske endda være med til at pynte juletræet. Det plejer jeg at lade de andre om.
Min far har også bemærket forskellen. Han sagde det for et par uger siden: ”Mogens, jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har set dit blik på den måde. Dine øjne stråler!”

Jesus har gjort dig rask

Og Mogens er stadig ved at lære det. Han undrer sig over sine fremskridt midt i efterårsmørket.
– Hele min dag, hele mit liv er ændret. Jeg har fået lavet mere på huset på 2-3 måneder end de sidste 2-3 år. Og jeg har et mindre søvnbehov.
Også børnene Villads på 11, Ingrid på 8 og Valdemar på 7 mærker forandringen.
– Far, du sover ikke mere. Det behøver du ikke, fordi Jesus har gjort dig rask, siger de.