2800 unge var på en klar mission
2800 unge fra hele verden deltog på Mission-nets nytårslejr i Tyskland. En af dem var 18-årige Daniel Lanting, som særligt var glad for at blive udfordret til at tage missionsbefalingen seriøst.
– Kan man komme ind i det nye år på en bedre måde end ved lovsang og bøn til Gud sammen med 2800 andre mennesker fra hele verden? Det var oplevelsen jeg fik lov til at have på Mission-net i Offenburg, Tyskland, siger Daniel.
Det var en nytårslejr fuld af taler, bibeltimer, seminarer og samtaler med en masse forskellige mennesker. På Mission-Net er særligt evangelisation og Jesus i fokus. Der var masser af lovsang og bøn, og mennesker fra vidt forskellige kulturer fik god mulighed for at møde hinanden.
En af dem var Daniel Lanting, 18 år, fra Hammelev. Han synes, det var en stor oplevelse at være med på lejren:
– Det var en overvældende oplevelse at træde ind i den store indgangshal den første dag, med alle de mennesker, og alle de forskellige stande, der repræsenterede lande over hele Europa. På trods af forvirringen jeg havde i starten, blev jeg hurtigt vild med lejren, og min begejstring for at være der steg for hver dag, der gik, siger Daniel begejstret.
Standene skulle hjælpe deltagerne med at finde ud af, hvad de ville med deres liv.
– Det er en god ting, men samtidig var der så meget, at jeg på en måde blev endnu mere usikker på, hvad jeg skal, fordi der er så meget at vælge imellem.
En blødsøden og kærlig julemand
I den netop overståede juletid ser man ofte Jesus som det nyfødte og søde barn. Daniel mener, at kristendommen og Gud ofte bliver fremstillet som noget lidt for sødt – nærmest som en ”kristen julemand”:
– Noget af det bedste ved lejren var, at den var udfordrende. I vores verden bliver kristendommens Gud af mange set som en gammel, blødsøden og kærlig julemand, og kristendom skal helst være noget, der er rart og ikke alt for udfordrende. Det var bare fantastisk at være på en lejr, hvor der var så mange mennesker, der vil høre om evangeliet, og hvor mennesker tager evangeliet og missionsbefalingen seriøst, siger han.
Evangeliet i det postmoderne samfund
Mission er en af de måder, hvorpå kristne bliver udfordret til at komme ud af deres hyggelige eller travle hverdag. Derfor var der på lejren fokus på nødvendigheden af mission, også den praktiske del.
– Under bibeltimerne og seminarerne var der også fokus på praktiske måder at evangelisere på i nutidens Europa, siger Daniel og fortsætter:
– Et seminar jeg var til, handlede om, hvordan man forkynder evangeliet i det postmoderne samfund. Det var fantastisk spændende, siger Daniel.
Mission-nets strategi er helt enkelt at ruste så mange mennesker som muligt til moderne mission.
En helt konkret måde missionen blev gjort personlig på, var da deltagerne en aften skulle skrive tre ikke-kristne venner på en seddel, så de kunne bede for dem fremover.
– Det rørte mig meget.
Giv ikke op og stå sammen
På Mission-net blev det understreget, at det er meget vigtigt, at vi ikke giver op, når det handler om at dele evangeliet og følge missionsbefalingen i Europa. Det handler om, at så mange mennesker som muligt lærer Jesus at kende.
Et af fundamenterne for dette er, at kristne står sammen i enhed, så de kan stå så stærkt som muligt.
Og bedømt ud fra Daniels oplevelse, så var fællesskabet på lejren en stor opmuntring, som han kunne tage med sig hjem til Danmark:
– En fantastisk ting ved Mission-net er den åbenhed, mennesker har overfor hinanden. Det, at vi alle havde del i den samme person, nemlig Jesus, gjorde, at vi havde et fælles ståsted. Mennesker var ufatteligt åbne overfor hinanden.
– Det var utroligt let at gå hen og snakke med personer, man aldrig havde set før, om hvor de kom fra, om rejsen eller om tro. Der er ikke meget, der er bedre end det kristne fællesskab, og da slet ikke når der er så mange mennesker på et sted, siger en glad Daniel.